3F: Fagforeningen er vigtigere end længe

Vi kæmper for, at også 3Fere kan nå pensionsalderen. For fair lønninger – også til polske kolleger. For hurtig tilbagevenden til job for vore ledige. Og for at ingen skal blive hægtet af grundet manglende uddannelse, lød nogle af slagordene i formand Per Thomsens beretning
Fredag den 28. april hørte et stort antal 3F’ere en skarp formand tale om en fagforening, der er vigtigere end længe, da 3F Midt & Østsjælland holdt sin årlige generalforsamling i Haslev.
Per Thomsen nævnte ikke Trump, Brexit eller Le Pen, men tonen var alvorlig på en måde, der tydeligt tegnede et Danmark og et Sjælland, hvor solidariteten mellem rig og fattig ligeså truer med at gå op i limningen. En pensionsalder, der er ved at løbe amok, og som skaber social uretfærdighed. Et stadigt stigende antal udenlandske gæstearbejdere, som trykker lønnen i Danmark. Et socialt sikkerhedsnet, som ikke er så sikkert, som det var engang.
– Vi har en bunden opgave i at sikre et Danmark, der bygger på ordentlige løn- og arbejdsvilkår. En bunden opgave i, at sætte foden ned over for ræset mod bunden – hvor lønmodtagere spilles ud mod hinanden ved social dumping, og en bunden opgave i at sikre, at Danmark bygger på godt arbejde – hvor ingen efterlades midt i møget. Det er 3F Midt & Østsjællands opgave – og det er de pejlemærker, jeg som formand, hver dag, arbejder efter, lød nogle af Per Thomsens indledende ord. Senere på aftenen blev han genvalgt som formand for afdelingen.
Organisering af polakker
3F Midt & Østsjælland har i det forløbne år gjort sit til at sikre et Danmark i balance. Et nyt tiltag, man vil mærke i de kommende fire år er et fremstød med udgangspunkt i afdelingen i Ringsted for at hjælpe de mange polske gæstearbejdere, der bor i såvel Faxe som Ringsted kommune, og som arbejder underbetalt for vikarbureauer. Ved at få øjnene op for fordelene ved at stå sammen i en fagforening vil de blive bedre i stand til at hjælpe sig selv til bedre vilkår. Jo bedre forhold, polakkerne kan skaffe sig selv sammen med 3F, desto mindre social dumping vil de forårsage.
3F inddrev omtrent 40 mio. kr. til medlemmerne i 2016
For hver krone indbetalt i kontingent i 3F Midt & Østsjælland blev der i 2016 udbetalt 1,90 kr. i erstatning
Det er i det kontante arbejde i hverdagen, at 3F ofte gør den umiddelbart mest synlige forskel for det enkelte medlem, fremgik det af formand Per Thomsens beretning på 3F Midt & Østsjællands generalforsamling den 28. april: I 2016 skaffede 3F Midt & Østsjælland 39.689.667 kr. til sine medlemmer. Det er 6,5 mio. kr. mere end i 2015.
Faglige muskler
Pengene er ikke hentet ved udfyldning af tips- og lottokuponer. Men ved at hjælpe helt almindelige mennesker til at få de penge, de har krav på. Det er mennesker, som har været ude for arbejdsulykker eller er blevet syge som følge af arbejdet. Som ikke har fået den løn, de er blevet stillet i udsigt. Som bliver tilkendt fleksjob eller førtidspension. Som ikke har fået de korrekte beløb ind på pensions- eller feriekontoen eller under sygdom. Eller hvis arbejdsgivere er gået konkurs, hvorefter fagforeningen hjælper med at hente tilgodehavender hos Lønmodtagernes Garantifond.
Uden de faglige og juridiske muskler hos medarbejderne i en solid og velorganiseret fagforening som 3F var mange af de millioner aldrig nået frem til de berørte medlemmer.
Læs, skriv og SMS
Det er ikke længere tilstrækkeligt i ret mange stillinger at kunne tilbyde sin muskelkraft. Man skal som minimum kunne læse, skrive, regne – og man skal kunne bruge en computer for at kunne begå sig som ’digital borger’. 3F Midt & Østsjælland prioriterer det højt at hjælpe medlemmer, der har behov for at styrke færdighederne på disse områder. I det kommende år ønsker afdelingen af tilbyde undervisning, så alle kan leve op til de krav, nutidens arbejdsmarked stiller.
Mange flere fordele
Der er dog mange flere kontante fordele ved at være medlem af 3F, oplyste Per Thomsen, formand for 3F Midt & Østsjælland:
– Henover året hjælper vi gang på gang medlemmerne ved lønforhandlinger, uddannelses- eller forhåndsaftaler, for slet ikke at tale om det lønniveau, vi er med til at opretholde gennem overenskomstsystemet. Det er ikke penge, der er lige så lette at skilte med som erstatninger og inddrivelser, men de betyder mindst lige så meget for medlemmernes private økonomi. Vi gør en stor forskel for medlemmerne, og det er tydeligt, at der fortsat er brug for 3Fs engagerede indsats på et arbejdsmarked i rivende udvikling, sagde Per Thomsen.
Engageret fagforening
Med til billedet af en fagforening, der engagerer sig i (lokal-)samfundet hører også:
- At adskillige 3Fere stiller op ved det kommende kommunalvalg.
- At afdelingen tager et stort medansvar for erhvervsuddannelserne igennem lokale uddannelsesudvalg.
- At afdelingen i det kommende år intensiverer samarbejdet med Jobcenter Ringsted for at hjælpe mennesker på kanten af arbejdsmarkedet endnu bedre.
Kommentarer