3F: Kommuner bryder reglerne
Faxe Kommune: Fagforeningen 3F mener at kommunerne er på kant med loven, når de bruger nyttejobbere til at bekæmpe bjørneklo
Kommunerne har pligt til at fjerne bjørneklo fra offentlige arealer, derfor grænser det til regelbrud, når kommuner bruger nyttejobbere i kampen mod planten. Det skriver Fagbladet 3F.
Ifølge loven må nyttejobbere kun udføre arbejdsopgaver, der ligger “ud over det normerede niveau”. Men Fagbladet 3F afslører, efter en gennemgang af kommunernes beskrivelser af nyttejob, at blandt andet Faxe, Kalundborg, og Næstved kommuner, sætter nyttejobbere til at fjerne bjørneklo.
– Det ligger klart uden for de opgaver, man kan sætte en nyttejobber til at løse, siger Henning Jørgensen, professor i arbejdsmarkedsforhold ved Aalborg Universitet, om bekæmpelse af bjørneklo.
– Bjørneklo er ikke en ekstraordinær opgave. Hvis det er noget, man er forpligtet til, så er det rigtigt arbejde og ikke et nyttejob, siger formand for 3F’s offentlige gruppe, Ellen Lykkegaard.
Faxe Kommune forventer at have 60 nyttejobstillinger i 2014.
Kommunen bruger blandt andet nyttejobordningen til Vej og Park-opgaver og rengøringsopgaver samt i Center for Teknik og Miljø. De arbejdsløse bliver blandt andet sat til at
vaske og vedligeholde tjenestebiler, busstoppesteder og vejvisningstavler. Rengøring af pc-skærme, tastatur med mere samt tjek af afspærring ved gravearbejder og besked til myndighed.
Kilde Fagbladet 3F
Kommentarer