40 års jubilæum i Roholte Legestue fejres lørdag
Roholte: Roholte Legestue i Roholte Gamle Skole holder åbent hus lørdag, i anledning af deres 40 års jubilæum i år.
Lørdag den 20 juni fra klokken 13.00 til 16.00 holder Roholte Legestue i Roholte Gamle Skole åbent hus, i anledning af deres 40 års jubilæum i år.
Thomas, lille Anders og Marianne med hver deres mor ved hånden var mandag den 29. september 1975 med til at åbne Roholte Legestue for første gang. Sammen med cirka 15 andre børn og 27 forældre blev bagedage, kartoffeltryk, farvelade, kostumebal, samt mange andre aktiviteter indholdet i deres dagligdag, indtil de blev gamle nok til at starte i skole.
Flemming Fleinert-Jensen, der den gang var sognepræst i Roholte Kirke tog initiativet til at etablere legestuen i Orup gamle Mølle, hvor legestuen holdt til de første 10 år.
I 1985 flyttede Legestuen til Roholte – først til lokaler på forsamlingshusets første sal, men kort efter til Roholte Gamle Skole, hvor den har holdt til lige siden.
Dengang havde Legestuen åbent alle hverdage klokken 9.00 til 13.00. Børnenes forældre havde på skift en ugentlig mødedag, hvor man sammen med en anden voksen passede børnene, der helst skulle være fyldt tre år når de begyndte. Blandt andet for at de voksne ikke skulle stå og skifte for mange bleer, og så skulle børnene jo også kunne være der alene uden deres far eller mor.
Der blev ført protokol, arrangeret ture, og folderen ”Legestuenyt” udkom med jævne mellemrum, hvor der blev annonceret efter nye og flere legekammerater til Legestuen og hvor aktiviteterne i Legestuen blev beskrevet.
Det er alt sammen 40 år siden!
I alle årene har Legestuen eksisteret på privat initiativ, og det gør den stadig! Den gamle skolebygning er meget gammel og ret slidt, men den summer af liv de to til fire dage Legestuen holder åbent om ugen.
I dag er børnene mellem nyfødt og 6 år, og alle børn har fast deres mor eller far med. Der bliver stadig arrangeret ture, maddage, båldage, arbejdsdage og meget andet. Men som altid handler det først og fremmest om, at give børnene en rolig udviklende dagligdag, som er fyldt med glæde, tryghed og masser af legekammerater.
Det er ikke kun børnene, som har stor gavn af Legestuen. Som forældre i Roholte Legestue har man altid en masse andre ”sparringspartnere” i de andre forældre, og emner som konfliktløsning, tandbørstning, putteritualer og meget mere bliver ivrigt debatteret mellem de voksne.
Børnenes forældre har alle taget et bevidst valg om selv at passe deres børn, og samtidig give børnene rige muligheder for blandt andet at udvikle deres sociale kompetencer sammen med andre børn.
Hver familie byder ind med mange ressourcer, da forældrene selv skal gøre rent, købe ind, reparerer diverse, holde planlægningsmøder og meget andet – og ofte også passe et arbejde ved siden af. Nogle forældre har helt valgt at gå hjemme mens de har børn i Legestuen, men flere passer et arbejde på nedsat tid ved siden af.
Folderen ”Legestuenyt” er blevet erstattet af Legestuens Facebook profil, hvor masser af billeder og beskrivelser fra hverdagen stadig bevidner om stor aktivitet.
Lørdag den 20 juni fra klokken 13.00 til 16.00 holder Legestuen åbent hus og serverer kaffe og kage for alle interesserede – nuværende og gamle medlemmer, for venner, naboer og nye familier, der kunne være interesseret i at melde sig ind i Legestuen.
Kommentarer