Hus i Kissendrup omringet af vand
Kissendrup/Faxe Ladeplads: Det gamle bondehus på Kissendrupvej nr. 21 i Kissendrup er fuldstændig omringet af vand og vandet står 4-5 cm. højt inde i huset
Bondehuset, der er fra 1815, har i 42 år været fritidshus for pensionistparret Aase og Hans Peter Wandall, der til daglig bor i København. Det velholdte gamle hus ligger i Kissendrup nogenlunde midt imellem den gamle skole og det gamle mejeri.
Beredskabet har været forbi med nogle få sandsække som er blevet lagt foran hoveddøren. De hjalp også med at få klodset køleskabet op. Men vaskemaskine og øvrigt indbo står og sopper i 4-5 cm. vand. Vandet kommer både ind af afløbene og trænger op gennem gulvet. Haven er også fuldstændig oversvømmet og den nærliggende å, hvor drænrørene fra bl.a. Favrby afvandes, står højt over røret der skulle føre vandet under vejen ved den lille bro.
– Vi har haft huset i 42 år, vi bruger det som fritidshus og efter at vi er blevet pensioneret er vi her gerne tre til fire måneder hver sommer. Det er første gang nogensinde at vi har vand indenfor. Det er vel nok heldigt at det sker mens vi er her, udtaler Aase Wandal.
– Det er ubeskriveligt. Vi har brugt så mange penge på huset. Men vi må jo forsøge at tage det med godt humør, udtaler Hans Peter Wandall
Genboen, Liselotte Overgaard, der er født og opvokset på slægtsgården, der ligger på Kissendrupvej nr. 48, har ca. 1 meter vand i kælderen.
– Jeg har boet her hele mit liv og kender gårdens historie. Der har aldrig før været vand i kælderen, men i år er det sket fire gange. Store dele af haven er også oversvømmet og det har jeg aldrig set før. Det er begyndt efter at kommunen renoverede vejbroen sidste år. Åen er heller ikke blevet renset de sidste 20 år, udtaler Liselotte Overgaard til Faxe.nu
Der er også vand i kælderen på det gamle mejeri. Begge genboer har været så venlige at tilbyde ægteparret Wandall overnatningsmulighed, for de kan umuligt sove i huset.
Kommentarer