5. bedste Border Collie i verden bor på Feddet
Faxe Ladeplads: På Fedgården lidt udenfor Faxe Ladeplads, bor én af verdens dygtigste fårehunde sammen med en stor flok får og sin ejer, Erik Holmgaard.
Erik Holmgaards Border Collie. Joe er netop blevet nr. 5 til World Trial, som verdensmesterskabet i hyrdning for Border Collies hedder. Mesterskabet, der blev afviklet over tre dage, blev afholdt i det nordlige England, tæt på grænsen til Skotland. Der deltog omkring 240 hunde, hvoraf de fleste var fra England og Skotland, men hvor også New Zealand, USA, Canada, Brasilien og Japan var repræsenteret. Mesterskaberne blev TV-transmitteret af flere TV-stationer og der var omkring 20.000 tilskuere til konkurrencerne.
Erik kvalificerede sig til semifinalerne med begge de medbragte hunde, der bl.a. havde vist at de kunne hente får, der var mere end 600 meter væk. Men det var kun Joe der kom i finalen, hvor han sluttede på en imponerende femteplads. Mange af konkurrenterne lever af deres sport, så konkurrencen var hård.
Erik og Marie Louise er begge tilflyttere. Erik er født og opvokset på slægtsgården ved Sønder Felding syd for Herning, som han overtog i en alder af 21 år. Inden da havde han været 10 mdr. i New Zealand, på en gård med kvæg. I 11 år var det 300 frilandsgrise der optog det meste af Eriks tid, men for seks-syv år siden blev de urentable. I 1992 købte Erik de første får og i 1993 den første fårehund. Siden er det gået slag i slag, og Erik er startet på et nyt kapitel på Feddet sammen med Marie Louise.
De store fårefolde på Feddet er opdelt så der er de optimale betingelser for at træne med fårene. Her nøjes Erik ikke med at træne sine egne hunde. Han tilbyder også eneundervisning samt afholder kurser. Derudover opdrætter han også arbejdshunde, hvor brugsegenskaberne sættes i højsædet og udseendet kommer i anden række. Derudover dømmer han til konkurrencer. Han har bl.a. været i Østrig for nylig, for både at dømme en weekendkonkurrence samt undervise.
Faktisk er det Erik der har indført brugen af Border Collies på Færøerne. Før i tiden blev der ikke brugt hunde til at samle fårene men nu har alle fåreavlerne på Færøerne Border Collies, der jævnligt kommer på kursus når Erik besøgerne øerne.
-Vi har 80 får og ca. 50 lam samt 6 hunde, hvor de 4 af dem er vores konkurrence hunde, siger Erik Holmgaard til Faxe.nu. -Fåreavlen bidrager selvfølgelig til økonomien, for det er svært udelukkende at leve af at undervise, især om vinteren.
Man kan kontakte Erik Holmgård på telefon 20 89 18 90, eller sende en mail til holmgaarderik@gmail.com hvis man vil høre mere om hans undervisnings/træningstilbud af Border Collies eller købe et afkom efter Joe.
http://www.holmgaarderik.dk/Holmgaard/Velkommen.html
Kommentarer