5 personer kvæstet i færdselsuheld

HASLEV: Fredag aften kort før kl. 20 skete der et færdselsuheld i krydset, hvor Lysholm Allé krydser omfartsvejen Vestre Ringvej i Haslev.
En grå Citroën Berlingo med en mand og en kvinde, stødte i krydset sammen med en rød Ford Escort af ældre årgang med to kvinder og en dreng.
Fem personer er kørt til sygehuset for at blive undersøgt for kvæstelser, men ifølge vagtchefen hos Sydsjælland og Lolland Falsters politi, Søren Nielsen, er alle tilsyneladende sluppet heldigt fra ulykken, skriver Sjællandske.
Alle fem involverede slap heldigt fra ulykken, men for at sikre mod ryg- og nakkeskader, blev de alle lagt på båre og kørt med ambulance til sygehuset for yderligere kontrol.
Præcist hvordan og hvorfor sammenstødet skete er endnu uklart. Formodentlig har en af førerne ikke overholdt sin vigepligt, og dermed forårsaget sammenstødet.
Faxe Brand og Redning var hurtigt på stedet, da ulykken skete umiddelbart udenfor porten til brandstationen. De skadede biler blev derfor også trukket ind på pladsen foran brandstationen.
Kommentarer