Faxe Ladeplads

50-årig fra dødstyrt på Møns Klint stadig ukendt

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi arbejder stadig på at klarlægge identiteten på den mand, der tirsdag formiddag styrtede i døden fra Møns Klint.

Politiet har modtaget en del tip fra offentligheden, men ingen af dem har ført til en identifikation af den omkomne.

– Vi har været i gang med at tjekke diverse tip og har også besøgt navngivne personer, som var i live og derfor ikke ‘var vores mand’. Vi vil stadig gerne høre fra offentligheden, hvis nogen kan have oplysninger, der kan identificere manden, siger Morten Håkonsson fra lokalpolitiet i Vordingborg til ekstrabladet.dk.

Politiet opfordrer til at man henvender sig hvis man har oplysninger om hvem den omkomne mand kan være.

Den omkomne mand vurderes at være 45-50 år. Han er angiveligt af nordeuropæisk afstamning. Han har kortklippet rødblond hår og synligt overbid. Han er almindelig af bygning, cirka 175-185 centimeter høj og vejede godt 75 kilo. Han var iført en sort jakke, en sort hættetrøje med farvet mønster på brystet, sorte jeans, hvide tennissokker og sorte sko.

Har du oplysninger i sagen eller om den døde mand kontakt da lokalpolitiet i Vordingborg på telefon 114.

Kommentarer