Faxe by

52-årig mand fra Faxe stak af fra færdselsuheld

En 52–årig mand fra Faxe blev fredag sigtet for færdselsuheld med spirituskørsel og kørsel i frakendelsestiden.

Fredag den 24. februar klokken 17.30 modtog politiet en anmeldelse om et færdselsuheld på Kirketovet i Faxe. En 51–årig kvinde fra Faxe var på vej over til sin bil, da den blev påkørt af en 52–årig mand, der også kom fra byen.

Kvinden henvendte sig straks til føreren for at udveksle forsikringsoplysninger, men opdagede at manden virkede meget beruset. Kvinden nævnte derfor, at hun ville ringe til politiet, men så blev mandens adfærd straks en anden. Manden gassede voldsomt op og stak af fra stedet, mens mandens sidespejl ramte kvinden på lænden og ryggen, så hun snurrede en omgang rundt om sig selv.

Sønnen til kvinden kontaktede herefter straks politiet, der kort efter fandt mandens køretøj, som var parkeret ikke langt fra hans bopæl.

Politiet tog herefter kontakt til manden, der nægtede at være indblandet i færdselsuheldet. Manden var frakendt førerretten, og en alkometertest viste, at manden havde en promille, der var en del højere end det tilladte. Manden blev derfor anholdt og sigtet for færdselsuheld med spirituskørsel og kørsel i frakendelsestiden, hvorefter han blev taget med på Næstved Politigård for at gå taget en blodprøve. Nøglerne til bilen blev inddraget og blev senere afhentet af mandens datter.

Kommentarer