6. klasser prøvede erhvervsuddannelserne af

Over to dage har 6. klasses elever fra Faxe, Næstved og Vordingborg kommune prøvet kræfter med erhvervsuddannelserne i Næstved. På EUC Sjælland, SOSU Sjælland og ZBC har de haft nogle sjove og anderledes dage, hvor de fik et indblik i, hvad man laver på en erhvervsskole.
I et samarbejde mellem de tre erhvervsskoler i Næstved, var 6. klasser inviteret til at komme en tur forbi og prøve de forskellige erhvervsuddannelser. Eleverne havde selv valgt, hvilke erhvervsuddannelser de kunne tænke sig at prøve, og det var en ny verden, der åbnede sig for flere af dem.
– Jeg valgte at tage hertil, fordi jeg gerne vil arbejde som pædagog, og få mere at vide om den vej. Men nu kan jeg se, at der også er spændende ting ved SOSU, fortæller Anna Viola fra Vestskolen i Haslev og Nicoline fra Fladsåskolen i Næstved, mens de er i gang med en opgave, der går ud på at hjælpe hinanden med at spise en flødebolle, hvor den ene har bind for øjnene.
På SOSU Sjælland var eleverne rundt til 10 forskellige opgaver, hvor de blandt andet lærte kroppen at kende. Der blev også prøvet også kræfter med at spise og gå med bind for øjnene. På EUC Sjælland var de traditionelle håndværksfag i fokus, og omdrejningspunktet for dagen var “EUC Sjælland Race” – Sæbekasseløb. Nogle grupper byggede sæbekasse-biler, mens andre dekorerede skilte til de selv samme biler. Andre igen gjorde racerbanen klar til eftermiddagens store løb, hvor alle grupperne konkurrerede i flere heats.
På ZBC var det handelsuddannelserne, som eleverne fik kendskab til. Her skulle de på QR-løb, hvor de fik svar på en masse spørgsmål, som de senere skulle konkurrere i og på tid sætte dagligvarer flot op på hylder. Der blev også analyseret reklamer, og interessen for de nye fag var tydelig.
– Det var lidt svært at forstå i starten, men nu begynder det at give mening. Det er rigtig sjovt, og vi lærer en masse. Det er også rigtig sjovt at være her på skolen og se det hele, fortæller Christian, Peter, Nikolaj, Cecilie, Carl, Mette, Julie og Clara fra Møllevang Skole.
Over de to dage har der været mere end 1.000 elever på besøg på de tre skoler. Og selvom der er et stykke tid til, at de selv skal til at vælge ungdomsuddannelse, giver det eleverne kendskab til, hvilken verden der venter efter folkeskolen og ikke mindst, hvilke muligheder der er inden for erhvervsuddannelser.
Kommentarer