Rønnede

61-årig hundelufter blev overfaldet af fartbølle

En 61-årig mand blev overfaldet, da han søndag aften mellem klokken 19 og 19.30 var ude for at gå en tur med sin hund på Gammel Næstvedvej i Rønnede.

Påskedag, søndag den 16. april mellem klokken 19 og 19.30 var en 61-årig mand ude for at gå en tur med sin hund på Gammel Næstvedvej i Rønnede. Ved boldbanen kom en lille sort Peugeot kørende i høj fart. Den 61-årige signalerede til bilisten at han skulle sætte farten ned. Det fik bilisten til at vend om og komme tilbage, hvorefter han overfaldt den 61-årige med 20 slag i hovedet og ansigtet, så han tabte sit gebis.

Både politiet og familien søger nu vidner til det grove overfald.

– Da min svigerfar er blevet slået ned af en ung mand i en lille sort Peugeot, ved boldbanen på Gl. Næstvedvej, søger vi nu vidner, skriver Nadia Illum Nielsen. ‎

Læs også: Vidner søges til overfald på Gl. Næstvedvej søndag aften

– Bilen kørte i høj fart og meget tæt på manden, og derfor gjorde han fagter til bilisten. Herefter vendte bilen om og kørte tilbage til manden, der blev slået flere gange i ansigtet og tabte sit gebis, oplyser vagtchef Søren Østervig ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til TV ØST.

– Vi har ikke så meget at gå efter, for der er ikke noget signalement eller registreringsnummer, så man må gerne ringe på telefon 114, siger vagtchef Søren Østervig fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til Sjællandske.

Den 61-årige blev kørt på skadestuen, hvor de konstaterede, at han ikke var kommet alvorligt til skade.

Hvis man har overværet overfaldet eller har oplysninger i sagen, kan man kontakte Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi på telefon 114.

Kommentarer