Karise

61-årig dement fundet 50 km fra sit hjem

Karise: En 61-årige dement mand, der i forgårs forsvandt fra sit hjem i Hvalsø, blev i aftes fundet i god behold i Karise.

Den 61-årige Jens Kristian Lundtoft Nielsen, der har været forsvundet siden tirsdag, blev i aftes kl. 21.20 fundet i god behold hos en familie i Karise. Manden, der er dement, bor  i Kisserup ved Hvalsø, 50 kilometer fra Karise. Familien i karise tilkaldte ved 21-tiden onsdag aften politiet, da manden ikke ville forlade adressen i Karise.

Den 61-årige mand var gået hjemmefra, da hjemmeplejen kom forbi klokken 20 tirsdag aften. De ringede efter politiet, da han ikke var vendt tilbage klokken 23. De anede ikke, hvor han var, for han havde ikke sin GPS-sporer på sig. Og fordi han er dement, kunne han ikke selv finde hjem.

– Hvordan han er kommet så langt omkring ved vi ikke. Men han er i god behold og hjemme igen, hvor hjemmeplejen har taget sig af ham, siger vagtleder Klaus Simonsen fra Midt- og Vestsjællands politi til P4 Sjælland.

– Han havde det godt. Han var klædt godt på. Men om har er kørt med tog, bus, bil eller gik. Det ved jeg ikke. Det var en helt tilfældig familie han ringede på hos, som syntes det var mærkeligt, at han ikke ville gå igen, siger Carsten Andersen, pressemedarbejder på Midt- og Vestsjællands politi.

Den 61-årige har tidligere været forsvundet, men er hver gang fundet i nærheden af hans bopæl. Denne gang blev han heldigvis også fundet, og politiet var ude og lede efter ham med hunde.

Manden blev sent onsdag aften kørt de 50 km i politibil til sit hjem i Kisserup ved Hvalsø.

Kommentarer