68 høringssvar om forslag til ny skolestruktur

Faxe Kommune har modtaget i alt 68 høringssvar i forbindelse med forslaget om at samle udskolingen på tre skoler.
Forvaltningen og Uddannelsesudvalget foreslår at der laves samlet udskoling på Midtskolens afdeling Sofiendal og Østskolens afdeling Rollo og at udskolingen på Vestskolens afdeling Nordskov fastholdes. Forslaget blev i oktober måned sendt i høring.
Høringsfristen udløb mandag den 23. november og kommunen har modtaget i alt 68 høringssvar. Det skriver Sjællandske.
– En del af høringssvarene er dog sendt på vegne af flere personer, oplyser Simon Bjerrum, udviklingskonsulent på center for børn og unge i Faxe Kommune, til Sjællandske.
Læs også: Forslag om udskolingen er sendt i høring
– Nu skal vi se på høringssvarene, og så skal vi sammen finde en løsning, der passer, siger formand for uddannelsesudvalget, Jonas Kristinsson (V). Han håber på et bredt forlig, så der ikke skal laves om på skolestrukturen igen lige foreløbigt.
– Vi er stadig i gang med en forhandling, og det er ikke givet på forhånd, at det er det forslag, som ligger der nu, der bliver vedtaget. Der er folk i byrådet, der ønsker noget andet, og der må vi få enderne til at mødes, siger Jonas Kristinsson.
Kommentarer