Haslev

7 måneder gammelt kød fundet i SuperBest

Superbest-Haslev

Haslev: Fødevarekontrollen har efter en anmeldelse fra en kunde fundet gammelt kød i SuperBest på Stationspladsen i Haslev

Fødevarekontrollen fandt i tirsdags den 13. august kød med overskredet holdbarhedsdato til salg hos SuperBest på Stationspladsen 4 i Haslev.

Fødevarekontrollen var på kontrolbesøg efter at være blevet gjort opmærksom på det gamle kød af en forbruger, som har anmeldt butikken.

Kontrollen fandt 34 fødevarer til salg i butikken med overskredet holdbarhed.

En frossen agerhøne var næsten 7 måneder over holdbarhedsdatoen, og skulle have været fjernet fra køledisken den 20. januar. 4 pakker peperoni var over en måned over holdbarhedsdatoen, og en skovdue var en uge for gammel.

Derudover fandt fødevarekontrollen 18 Grill fileter, der havde overskredet holdbarhedsdatoen med 3-5 dage. 4 stk. gede chrizo, der overskred holdbarhedsdato med 2 dage. 4 poser Mozzarella og 2 pakker fersk kyllingefilet der var en enkelt dag for gammelt.

Slagtermesteren fjernede selv 4-5 pakker fersk kød, med overskredet holdbarhedsdatoen fra disken, da grunden til kontrolbesøget blev præsenteret.

Også problemer sidste år

Den 31. maj sidste år var Fødevareregion Øst på besøg i slagterafdelingen i SuperBest på Stationspladsen i Haslev. Her måtte kontrollanten indskærpe, at fødevarer ikke må sælges eller udbydes til salg efter holdbarhedsfristens udløb.

Senere på året i august måned kunne fødevarekontrollen konstatere at SuperBest igen havde styr på tingene og tildelte derfor butikken en glad smiley.

Ved seneste kontrolbesøg oplyste SuperBest at procedurerne nu vil blive skærpet yderligere, og at varernes holdbarhedsdato normalt er noget de gør rigtig meget ud af.

 

Kommentarer