77-årig fra Faxe død efter færdselsuheld

blaa_blink_politi

Faxe: En 77-årig mand fra Faxe-området er afgået ved døden efter et frontalt sammenstød på Rødebrovej i sidste uge.

Onsdag den 16. december om eftermiddagen mistede en 77-årig mand fra Faxe-området herredømmet over sin bil, så den endte i den modsatte vejbane og kørte frontalt ind i en modkørende bilist, på Rødebrovej ved Holmegaard nær Fensmark, nord for Næstved. Det skriver Sjællandske.

Læs også: 77-årig fra Faxe i livsfare efter frontalt sammenstød

Den modkørende bil blev ført af en 32-årig mand, som medbragte tre passagerer, men ingen af dem kom til skade ved sammenstødet. Ifølge vidner skete ulykken ved forholdsvis lav hastighed.

Den 77-årige blev kørt til Køge Sygehus, hvor han fredag afgik ved døden. Det oplyser lederen af lokalpolitiet i Næstved, Peter Haslund, til Sjællandske.

– Der afholdes ligsyn senere på ugen, så vi kan ikke sige noget om dødsårsagen, men vi har en teori om, at han har fået en hjerneblødning, siger Peter Haslund til Sjællandske.

Det viser sig at politiet cirka halvanden time inden færdselsuheldet fik en henvendelse fra en kvinde, der anmeldte en ældre herre i en lignende bil, for uforsvarlig kørsel i modsat retning på Rødebrovej.

– Det kan være, der har været tale om en begyndende hjerneblødning, og at han simpelthen har kørt rundt og ikke vidst, hvor han var henne. Noget tyder på, at han har kørt rundt i området i længere tid. Intet indikerer, at der har været spiritus involveret, fortæller Peter Haslund. Det skriver Sjællandske.

Kommentarer