Haslev

80 millioner til psykiatriske udrykningsteams

Regeringen og Dansk Folkeparti sikrer nu med i alt 80 millioner kroner at psykiatriske udrykningsteams udbredes til alle regioner.

I dag er det kun Region Hovedstaden, der har et psykiatrisk akutberedskab, der kan køre ud med en psykiater i aften og nattetimerne og sikre en hurtig hjælp til de borgere, der har brug for det.
Men fremover skal alle landets regioner kunne tilbyde lignende beredskab, så mennesker med psykiske problemer, der har akut brug for hjælp, kan få den hurtigere. Det mener regeringen og Dansk Folkeparti, som derfor har valgt at afsætte i alt 80 millioner kroner til at udbrede erfaringerne med psykiatriske udrykningsteams fra region Hovedstaden til alle landets fem regioner.– De mennesker, der får brug for akut psykiatrisk hjælp, skal ikke mødes af politiet, men af de rigtige, dygtige fagpersoner, der ved, hvordan man bedst muligt hjælper dem i den situation, de står i. Derfor sørger vi nu for at alle regionerne får et akutpsykiatrisk udrykningsteam, så flere kan få en hjælpende hånd hurtigere, når de har brug for den, siger sundhedsminister Ellen Trane Nørby. 

Formanden for Folketingets Sundhedsudvalg, Liselott Blixt, udtaler, at akutberedskabet længe har stået højt på Dansk Folkepartis ønskeliste.

– Dels er det afgørende for Dansk Folkeparti, at geografi ikke skal spille nogen rolle i forhold til god behandling, hverken når det gælder somatisk eller psykisk sygdom, dels mener vi, at de psykiatriske tilbud skal forbedres over hele spektret. Udrykningsteams i samtlige regioner er derfor et skridt i den rigtige retning, fordi vi dermed ikke alene sikrer den hurtige hjælp, men også den rigtige hjælp, siger Liselott Blixt. 

De i alt 80 millioner kroner, som regionerne nu får tildelt, skal anvendes til de regionale akutte udrykningstjenester i psykiatrien. Udrykningstjenesten er et supplement til de psykiatriske skadestuer, når der i forbindelse med en akut opstået situation er brug for psykiatrisk udrykning.

Tidligere forsøg med udrykningsteams i psykiatrien har vist en høj tilfredshed blandt patienterne, der blandt andet ofte giver udtryk for at det er mere trygt at blive behandlet i eget hjem end at skulle indlægges.

Det samme viser en helt ny evalueringsrapport, som Sundhedsstyrelsen her fået udarbejdet. Læs mere her.

Kommentarer