’Åben Vingård’ på Tuemosegård lørdag
Ingrid og Simon Simonsen afholder ’Åben Vingård’ på Tuemosegård på Broksøvej ved Skuderløse, lørdag.
Lørdag den 16. september fra klokken 13 til 16 holder Ingrid og Simon Simonsen ’Åben Vingård’ på Tuemosegård på Broksøvej 80 ved Skuderløse. Her vil der være rundvisning i vingården, mulighed for at se vineriet og smage på vinene. Der vil selvfølgelig også blive mulighed for at købe vin, hvis man er interesseret.
På Tuemosegård produceres både hvidvin, rosévin, rødvin, mousserende vine og mjød. Vingården er på 0,6 ha og består af 1200 vinstokke. Vinstokkene er fordelt på 400 grønne druer og 800 blå druer.
Alle druerne håndplukkes hvorefter de bliver sorteret, afstilket og presset i gårdens eget vineri. Der bruges ståltanke til selve gæringsprocessen. Til lagring af vinen bruges vi egetræsfade og ståltanke.
Der produceres også honning på Tuemosegård. De har 8-10 bistader, og honningen sælger de til gårdbutikker.
Interesserede kan læse mere på Tuemosegaard.dk.
Kommentarer