Haslev

Åbent brev fra Holmegaard Mose Komiteen

speedbaad_ulse_soe

Debat: Forespørgsel til Faxe Kommune og miljøminister Kirsten Brosbøl om ekstremt forstyrrende speedbådssejlands i EU-fugleområde nr. 101

Indsendt af Holmegaard Mose Komiteen, ved talsmand Jesper Petersen, Søtorupvej 5, 4690 Haslev.

Kære læsere.

I efteråret 2012 gjorde en række naturorganisationer Faxe Kommune opmærksom på grev Moltkefamiliesn omdannelse af den særligt naturbeskyttede Ulse Sø til sit private vandland med stærkt forstyrrende speedbådssejlads, vandskisport m.m.

Dengang udtalte kommunens biolog Michael Behrens:

”At man da i høj grad skal kigge på det, hvis det er en aktivitet, der foregår i tide og utide, og lige i ynglesæsonen, for så vil jeg da ikke synes det er særlig smart.”

På en af forårets hidtil flotteste dage, fredag den 10. april, konstaterede medlemmer af Holmegaard Mose Komiteen, at grev Moltke-familien i år havde søsat sin usædvanlige og stærkt forstyrrende fritidsaktivitet meget tidligt.

Læs også: Bregentvedgreve tidligt aktiv i Ulse Sø

Med denne henvendelse ønsker vi at høre kommunens og miljøministerens holdning til det aktuelle eksempel, i (vand)fuglenes ynglesæson, samt Bregentvedgrevens anvendelse af Ulse Sø som sit private vandland i almindelighed.

Myndighederne, bl.a. Faxe Kommune, har i årevis arbejdet med en stærkt forsinket implementering af forvaltningsplaner for Danmarks EU-fuglebeskyttelses, Natura 2000- og Habitat-områder. Ulse Sø er med i alle tre kategorier, og dermed en af Danmarks mest beskyttede naturområder.

Hvordan vurderer man i den forbindelse grev Moltkefamiliens anvendelse af Ulse Sø til speedbådssejlads og vandskisport?

Er det i orden at forstyrre søens ynglefugle i timevis og i værste fald overskylle deres reder med bovbølgerne fra en hurtigsejlende speedbåd med en topfart på 80 km/t.?

Kommentarer