Åbent brev! INDUSTRI contra ERHVERV?
Debat: Kære Borgere! Kære Borgmester, Byråd og Embedsmænd i Faxe Kommune!
Indsendt af Jens H. Larsen, Stilledal 3, 4654 Faxe Ladeplads. Formand for Faxe Ladeplads By- og Kystlaug.
På det velbesøgte borgermøde d. 17. februar udtalte borgmesteren og Kommunens konsulent Jens Hedegaard, at den nugældende lokalplan ikke havde mulighed for at bestå, fordi – det ønskede Lhoist ikke. (Lhoist: Det Belgiske firma der har købt Faxe Kalk).
Lhoist vil angiveligt ikke have erhverv og beboelser så tæt på deres virksomhed ???
Hvis dét er rigtigt, skulle de ikke ha’ købt Faxe Kalk.
Når man ser på bykortet, har Lhoist købt en virksomhed med mange beboelser, handlende, børnehave, skole, lystbådehavn, roklub osv. indenfor samme afstand, som diverse nytilkomne erhvervs- eller beboelseshuse på halvøen ville være.
Hvis der skal etableres servicehavn for Kriegers Flak, vil vi se arbejdspladser og mange parkerede biler i samme ”belastede” område. Erhvervsfolk, som vil være opfølgende i deres krav om – ”ingen kalk på huse, skibe og biler”.
En servicehavn til Kriegers Flak er IKKE industri, men service-erhverv som ordet siger og den nuværende lokalplan rummer allerede mulighed for erhvervs- og boligbyggeri.
Hvis Lhoist overholder den miljøcertificering, som Faxe Kalk har måttet underkaste sig og rettede sig efter, kan vi ikke se, at der vil blive problemer for erhverv, eller beboelser på halvøen. At yde service er, ifølge al skik, et erhverv.
Det vil altså være aldeles overflødigt at ændre Lokalplanen, for at Kriegers Flak kan etablere sig.
Der findes allerede én velanlagt og ”kalkfri” tilkørselsvej langs Fredsskoven.
Vi, i Faxe Ladeplads By- og Kystlaug mener, at det ville være et stort og glædeligt fremskridt for Faxe Ladeplads, hvis Kriegers Flak ville åbne ”ballet” på halvøen med et kortere eller langt lejemål, så borgerne kan se, at halvøen også kan bruges til noget civiliseret og ikke bare til støj og svineri.
Den afledte effekt vil give lokal handel og måske lokale arbejdspladser til opførelse og vedligehold.
Hvis man (senere) byggede beboelser, for eksempel som dét vi skitserede på den fremviste model af halvøen, ville dét også give mange lokale arbejdspladser. Modellen med vores forslag kan ses på www.byogkyst.dk.
Vores forslag ville tillige give mulighed for, at ca. 75 lejligheder ville blive beboet af 150 – 200 tilflyttere i et meget anderledes; men særdeles pragtfuldt miljø. Folk som ville deltage som skatteborgere og virke lokalt i kommunen.
På halvøen kan også bygges andre erhvervsejendomme end Kriegers Flak, for eksempel det vandrerhjem/hotel, som der bliver brug for, hvis kommunens plan, om at styrke turismen i området, bliver til noget. Alene turismen, ville give mange nye lokale arbejdspladser.
Med mindre der er en anden årsag, end den oplyste, til at ændre Lokalplanen, vil det være spild af mange gode skattekroner at ændre den. Desuden fratages Faxe Ladeplads den opgraderingsmulighed, det ér (før eller siden), at kunne tilbyde attraktive og kystnære boliger.
Modelfoto af halvøen med forslag til beboelse plus god plads til erhverv.
Kommentarer