Faxe by

Åbent brev: Kære medlemmer af Byrådet i Faxe Kommune

“Det er et stort problem, at jeg sidder med følelsen af, at det kunne være fuldstændig ligegyldigt, at lave et høringssvar til budget 2017, eftersom BFU allerede d.28.juni godkendte, at begge forslag som Dagplejens forældrebestyrelse afgav høringssvar til, samt andre forslag der påvirker andre dagpasningstilbud, skal træde i kraft allerede i efteråret, 2016”

Åbent brev til byrådet i Faxe Kommune. Indsendt af: Helle Thielke Nielsen, Kalvehavevej 7.b, 4640 Faxe

I min egenskab af både at være borger i kommunen, mor til et barn i dagpasnings-alderen samt formand for en af de kommunale forældrebestyrelser (dagplejens forældrebestyrelse), anser jeg det, at borgerne har mulighed for at bidrage til kommunens arbejde (fx afgivelse af høringssvar, deltagelse i workshops og lign.), som meget vigtige, fornuftige og i særdeleshed demokratiske processer. Processer der, hvis de virker, kan skabe et godt samarbejde imellem politikere, forvaltning, medarbejdere, forældrebestyrelser, andre bestyrelser og borgerne generelt og dermed sikre, at alt den relevante viden de forskellige parter besidder, bliver udnyttet og knyttet sammen, så alle parter – i fællesskab – dermed skaber et solidt og sikkert fundament for en stærk kommune.

Det er derfor et stort problem, at jeg sidder med følelsen af, at det kunne være fuldstændig ligegyldigt, at lave et høringssvar til budget 2017, eftersom BFU allerede d.28.juni godkendte, at begge forslag som Dagplejens forældrebestyrelse afgav høringssvar til, samt andre forslag der påvirker andre dagpasningstilbud, skal træde i kraft allerede i efteråret, 2016 (se referat af møde i BFU, tirsdag d.28. juni 2016: http://www.faxekommune.dk/sag/boerne-familieudvalget-28-06-2016-referat – Punkt 60.)

Jeg har fuld forståelse for, at forvaltningen og politikerne skal få kommunens økonomi til at hænge sammen, men denne metode er langt fra acceptabel. Den er direkte udemokratisk.

Faxe Kommune har op til flere politikker (fx ”Frivillighed i Faxe Kommune” eller ”Kommunikationspolitik”, der let kan findes på Faxe Kommunes hjemmeside), der handler om at inddrage både borgere og medarbejdere. Jeg har, og det er ikke første gang, følelsen af, at disse politikker på ingen måde er gældende i virkeligheden. Som borger, der ligger en stor del af min fritid i at arbejde frivilligt for kommunen, har jeg følelsen af at være til grin!

Jeg vil virkelig gerne bidrage konstruktivt og løsningsorienteret, til de sagsfremstillinger og forslag som kommunen sender i hørring. Men! Jeg har gentagende gange oplevet, og det ved jeg andre borgere også har, at forvaltningen spænder ben for, at vi som borgere (og medarbejdere) kan bidrage konstruktivt, fx ved at lave sagsfremstillinger der er umulige at gennemskue, da det ikke fremgår tydeligt, hvad forslagene reelt indebærer (fx ”Tildelingsmodel til dagplejen”http://www.faxekommune.dk/sites/default/files/bfu_-_samlet.pdf – se evt. også Forældrebestyrelses hørringssvar på dette, for en uddybning af problematikken http://www.faxekommune.dk/sites/default/files/bfu-cbu-dagplejens_foraeldrebest-hoeringssvar.pdf). Dette til trods for, at der blandt borgerne sidder mange mennesker, som ville kunne bidrage med andet end en total afvisning af forslagene, hvis de fik den nødvendige indsigt.

Jeg håber inderligt, at I som politikere får en uddybning af disse sagsfremstillinger INDEN i træffer beslutninger på baggrund af disse. Ellers vedtager I rigtig mange ændringer som I, for at sige det ligeud, ikke aner hvad indebærer, og det er godt nok en skræmmende tanke.

Jeg ville virkelig ønske, at Faxe Kommune var en stærk kommune, der fandt løsninger SAMMEN med borgerne, en kommune vi som borgere kan være stolte af at bo i, som vi kunne anbefale andre borgere at flytte til, og hvor vi ville være glade for, at vi ikke boede i nabokommunen.

Jeg vil gerne være med til at skabe den kommune. Vil I?

Helle Thielke Nielsen

Kalvehavevej 7.b

4640 Faxe

Kommentarer