Åbent brev om havnen i Faxe Ladeplads
Debat: Faxe Kommune har lavet et forslag til ny lokalplan for Faxe Ladeplads Havn, fordi vi ønsker at fremme de erhvervsmæssige muligheder samtidig med, at havnen gøres attraktiv for byens borgere, uden at miljømæssige hensyn sættes på spil.
Indsendt af Dorte Nybjerg, formand for Erhvervs- og Kulturudvalget i Faxe Kommune.
Den nye lokalplan vil aflyse den gældende lokalplan, der udlægger dele af området til bolig og centerformål.
De eksisterende virksomheder på havnen, Faxe Kalk og DLG, er i dag såkaldte klasse 6 virksomheder. Det er vigtigt for disse virksomheders produktion, at vi ikke pålægger den del af havnen en lavere virksomhedsklasse, da det vil have konsekvenser i forbindelse med at overholde f.eks. støj og emissioner og i værste fald vil tvinge virksomhederne til at flytte/lukke.
Forslaget tillader den fortsatte drift af de eksisterende virksomheder, mens nye virksomheder kun kan etablere sig på arealerne, hvis de kan godkendes som let industri eller servicevirksomhed. Arealerne nærmest byen udlægges til klasse 3-4, og arealerne ved det tidligere BG-Stone udlægges til klasse 3-5 (se tegningen nedenfor).
Klasse 3-5 er en relativ lav virksomhedsklasse, og kan bedst beskrives som let industri. Man kan sammenligne med erhvervsområdet i Rønnede (Industrivejskvarteret), som også tillader virksomheder i klasse 3-5.
Den nuværende lokalplan i Faxe Ladeplads indeholder ikke bestemmelser om virksomhedsklasser. Det betyder derfor, at der i dag kan etableres klasse 7 virksomheder på havnen, hvis blot virksomheden overholder de vilkår, der bliver stillet ved tilsyn og ansøgninger/godkendelser.
De hidtidige forskellige rekreative formål ved havnen bibeholdes, idet formålet er at understøtte etablering af fritidsaktiviteter, som er knyttet til vandet til glæde for såvel kommunens borgere som turismen i området.
Jeg vil opfordre alle der har interesse for udviklingen af Faxe Ladeplads Havn til at deltage i borgermødet om lokalplanforslaget mandag den 5. oktober 2015 klokken 19.00 på Hylleholt skole og give jeres mening til kende.
Ligeledes vil jeg opfordre jer til at sende et høringssvar til Kommunen, fristen er 11. november 2015.
Læs også: Borgermøde om havnen i Faxe Ladeplads
Kommentarer