Åbent brev til borgmesteren og Økonomiudvalget

Debat: Åbent brev til Borgmester Knud Erik Hansen og medlemmerne af Økonomiudvalget, Faxe Kommune.
Indsendt af Flemming Duus Mathiesen, Møllevej 54, Kongsted
Under henvisning til nu foreliggende oplysninger skal jeg anmode om at vedlagte udsendes til Økonomiudvalget med henblik på drøftelse på udvalgets førstkommende møde den 30. september 2015.
Redegørelse vedrørende den offentligt fremsatte påstand om borgmester Knud Erik Hansens putteri i sagen leasing af biler.
Grundlaget
Borgmester Knud Erik Hansen har i et skriftligt indlæg i den lokale dagspresse den 23. juni 2015 orienteret offentligt om, at der forelå en sag som hidtil i forhold til den brede offentlighed havde været holdt fuldstændig skjult.
Baggrunden var et kritisk indlæg fra en borger, Venstres næstformand Ole Vive med et spørgsmål til borgmester Knud Erik Hansen om begrundelsen for dennes putteri i den konkrete leasing sag. Ligeledes uddybede Ole Vive i indlægget dele af hændelsesforløbet i forhold til lokale virksomheders relation til sagen, hidrørende fra den fejlfyldte sagsbehandling fra Faxe Kommunes forvaltning.
Borgmester Knud Erik Hansen svarede i sit læserbrev af 23. juni 2015 skarpt på Ole Vives indlæg og tilbageviste påstanden om putteri. Som dokumentation vedlagde borgmesteren til sin artikel et dokument (vel at mærke udateret, uden angivelse af hvem der er ansvarlig og uden journal/sagsdokumentation), Notat: Redegørelse for udbud på indkøb af biler.
Efter at have læst disse 2 indlæg med udgangspunkt i egne oplevelser med forvaltningen i Faxe Kommune – samt krydstjekket af de af borgemesteren givne oplysninger i avisartiklen med de oplysninger, der fremgår af kommunens officielle hjemmeside – referater over Økonomiudvalgets møder – kunne jeg konstatere flere uklarheder.
Jeg begærede derfor i henhold til gældende lovgivning aktindsigt i sagen hos forvaltningen.
For at sige det enkelt, det har ikke været nemt. Forvaltningen har i høj grad trukket sagen i langdrag.
Ligeledes har Faxe Kommunes 1. Viceborgmester Dorte Nybjerg, som fungerende borgmester under Knud Erik Hansens sommerferieperiode 2015 medvirket til sagens langtrukne forløb – gennem fuldstændig undladelse af at svare på de til hende i kapaciteten fungerende borgmester stillede saglige spørgsmål.
I tilknytning hertil bør som et kuriosum da også lokalpolitisk nævnes, at et centralt medlem af Økonomiudvalget, Rene Tuekær har skrevet et indlæg i avisen under titlen: Borgmester agitation og Venstres dommerpanel, som kommentar til Henrik Christensens og Lars Juul Andersens ejendommelige indlæg i sagen.
Ud fra de oplysninger der nu endeligt foreligger i henhold til de af forvaltningen jf. aktindsigtsbegæringen udleverede sagsdokumenter, så er forholdet dette:
Borgmesteren afgav ifølge det oplyste under fortroligheds klausul til Økonomiudvalget den 27. januar 2015 en orientering om leasingsagens status på daværende tidspunkt. Orienteringen blev givet under punktet meddelelser.
Det helt afgørende er, at der ikke under meddelelsespunktet er givet nogen som helst orientering herom. Punktet er ganske enkelt blankt i referatet.
Fejl 1.: Økonomiudvalgets medlemmer har godkendt et misvisende referat, der ikke indeholdt en oversigtlig punktomtale af, at der som fortrolig sag var informeret om leasing sagen til Økonomiudvalget.
For at gøre det helt klart. Jeg kritiserer ikke, at der mangler omtale af sagens samlede indhold; men det er en fejl, at der ikke var angivet et punktreferat af leasingsagen som emne.
Læsning af samtlige efterfølgende Økonomiudvalgsreferater viser tillige, at sagen ikke på noget tidspunkt efterfølgende har været nævnt.
I sin artikel som svar på Ole Vives indlæg offentliggør borgmester Knud Erik Hansen et dokument – uden nærmere identifikation i form af: hvem der har skrevet dokumentet, journal identifikation mangler totalt, dato mangler osv.
Dette var meget overraskende set i forhold til, at Borgmesteren fastholder at leasingsagen var fortrolig – hvilket naturligvis skal respekteres.
Men borgmesterens presseindlæg rejser så spørgsmålet, hvordan kan borgmesteren selv tillade sig at offentliggøre oplysninger om en sag som han selv og kommunaldirektøren har klassificeret som fortrolig?
I forbindelse med aktindsigtsproceduren og diskussionen med forvaltningen i denne anledning får jeg så pludselig og lakonisk meddelelse skriftligt om, at sagens fortrolighedsklausul var ophævet.
Gentagne forespørgsler om hvornår denne fortroligheds klausul skulle være ophævet nægter borgmester og forvaltning at oplyse mig om. Ligeledes kan det ikke ud fra de til mig udleverede dokumenter ad aktindsigt af sagen ses hvornår fortrolighedsstemplingen er ophørt.
Fejl 2.: Borgmesteren og Kommunaldirektøren har begået et brud på reglerne ved ikke efterfølgende til Økonomiudvalget kort at meddele, at fortrolighedskravet i leasingsagen var ophævet samt eventuelt at bilægge referatet den skriftlige redegørelse som borgmesteren pludselig har offentliggjort i lokalpressen, vel at mærke efter at der er stillet borende spørgsmål til sagen.
Konsekvensen af manøvren er den enkle, at det ikke er muligt for offentligheden at følge de politiske beslutninger emnemæssigt på fortrolighedsstadiet; men ikke mindst efterfølgende når fortroligheds kravet ikke længere er relevant.
Når fortrolighedskravet er ophørt så skal sagen på en eller anden måde – i dette tilfælde via Økonomiudvalgets referatføring bringes til offentlighedens kundskab.
Dette er ikke sket.
Dermed er det vel ikke urimeligt at fremsætte det synspunkt, at borgmester Knud Erik Hansen har forsøgt at unddrage offentligheden de faktiske oplysninger om sagens stilling og dermed reelt forsøgt at putte med sagen.
Fejl 3.: Økonomiudvalgets medlemmer har ved efterfølgende godkendelse af referater et medansvar for, at der er tilbageholdt oplysninger af økonomisk art for kommunens borgere efter at fortroligheds klausulen er ophævet af borgmesteren og kommunal direktøren.
For at sætte sagen i relief, så oplevede jeg i sagen at få skriftlige svar fra forvaltningen indeholdende besked om, at forvaltningen ikke ville afgive yderligere besvarelser i sagen på trods af, at flere punkter endnu er uklare.
Næste trin er så, at jeg i Økonomiudvalgets referat af mødet den 2. september 2015 ad punkt 167. Meddelelser kan læse, at der til Økonomiudvalget blev givet en orientering om indkomne forpagtningstilbud. Punktet er korrekt omtalt i emneform i referatet; men naturligvis ikke indholdet i de indkomne tilbud. Dette er helt efter bogen, der har været et offentligt annonceret udbud, tilbud er indkommet og man kan som borger læse i referatet under punktet meddelelser, at emnet har været drøftet på Økonomiudvalgsmødet. Selve indholdet må selvsagt af forretningsmæssige grunde være fortroligt; men emnet er reflekteret i referatet.
En sammenligning af disse 2 sager viser, at der er anvendt forskellig og en ikke nærmere forklaret forskel i den måde Økonomiudvalget har referatført 2 principielt helt ens sager; nemlig udbudsforretningen leasing kontrakt for biler og udbudsforretning forpagtning af kommunalt ejet landbrugsjord.
Spørgsmål til Økonomiudvalgets medlemmer: Hvorledes vil de enkelte medlemmer af Økonomiudvalget forklare underskrift og godkendelse af referaterne fra Økonomiudvalgets behandling af ovenstående sager. I sagen om leasing af biler er den reelle effekt, at offentligheden er holdt udenfor – indtil der kommer et kritisk læserbrev med borende spørgsmål. Via aktindsigten er flere forhold så afdækket; men det sætter reelt blot forskelligheden i de godkendte og offentligt tilgængelige referater i relief.
Det forekommer da ikke ud fra ovenstående at være helt skudt ved siden af, når Ole Vive stiller borgmesteren spørgsmålet om forsøg på putteri.
Ovenstående skal i øvrigt ses i sammenhæng med Økonomiudvalgets dagsorden for mødet den 30. september 2015, dagsorden pkt. 182, rapportens bilag 12 hvori 7 pligter er opstillet:
1. Lovlighed
2. Sandhed
3. Faglighed
4. Udvikling og samarbejde
5. Ansvar og ledelse
6. Åbenhed om fejl
7. Partipolitisk neutralitet
Hertil kommer, at der foreligger et par afgørelser fra Statsforvaltningen, Tilsynet, som klart præciserer, at spørgsmålet om god forvaltningsskik alene er Borgmesterens og Byrådets ansvar, idet det ligger udenfor Tilsynets kompetence at gå nærmere ind i denne problematik.
Dette sætter ovenstående 7 pligter for god og rigtig offentlig administration i fokus i forhold til Faxe Kommunes adfærd, idet jeg da tager det som givet, at alle betroede folkevalgte i Økonomiudvalget kan tilslutte sig disse 7 pligter og i det lys tage ansvar og besvare mine spørgsmål.
Kommentarer