Åbent dialogmøde med politidirektøren i byrådssalen
Mødet er flyttet fra onsdag den 4. til torsdag den 5. af hensyn til Haslev Handelsstandsforening.
Onsdag den 4. oktober klokken 18 vil borgmesteren og resten af salen diskutere situationen i Haslev med ledelsen i Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi på et åbent dialogmøde i byrådssalen i Haslev. Blandt andre politidirektør Lene Frank møder op og man vil desuden invitere repræsentanter fra handelslivet og nogle af de personer, der har været en del af debatten.
– Vi vil selvfølgelig gerne have en dialog i forhold til de konkrete ting, som kommer frem. Hvad er det, der sker, og hvordan kan vi håndtere det? Jeg vil opfordre til, at man anmelder det, hvis man oplever sådanne ting, for så har vi muligheden for at følge op på det og forebygge, før det går hen og bliver et rigtigt problem, siger Allan Holm, der er vicepolitikommissær i Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til TV Øst.
Trygheden i Haslev blev drøftet på et politikredsmøde i Næstved mandag.
– Vi talte om de udfordringer der er i Haslev, og jeg gjorde opmærksom på, at det bekymrer os meget, at der er borgere, der føler sig utrygge, siger Knud Erik Hansen til Sjællandske og han fortsætter:
– Vi talte også om bekymringerne omkring politiets responstid, og hvis det forholder sig sådan, at der er en særlig lang udrykningstid hos os, så er det selvfølgelig noget, der skal tages fat i.
Læs også: Borgerne i Faxe Kommune har den længste ventetid
Faxe Kommune den kommune i regionen, der har den allerlængste ventetid. Ringer man 112 skal man i gennemsnit vente 18 minutter og 25 sekunder, dermed skal borgerne i Faxe Kommune vente dobbelt så længe på politiet som landsgennemsnittet. Det viser en opgørelse af responstider fra Rigspolitiet for første halvdel af 2017, skriver TV 2.
– Det er næsten helt utroligt, at man som almindelig borger en tidlig morgen ikke kan gå i fred. Det er simpelthen uhyggeligt, og stor respekt for Lars Rasmussen, der er trådt frem med sin grimme oplevelse. Jeg synes da, at det er meget uheldigt, at det sker, og det er vi selvfølgelig nødt til at forholde os til. Folk er utrygge ved at færdes på gaden, siger borgmesteren til TV Øst.
– Vi har ikke fået vendt alle problemstillingerne, men det bliver der mulighed for på mødet den 4. Man har blandt andet fra central hånd valgt, at man vil styrke lokalpolitiet, men der har været nogle udfordringer, fordi grænsebevogtningen og bandekonflikten har kostet nogle ressourcer. Nu har man så åbnet op for, at militæret eller politikadetter kan varetage nogle af opgaverne, og derfor håber jeg på, at vi får en status på, om der kommer stærkere bemanding i vores område, siger Knud Erik Hansen til Sjællandske.
Mødet er åbent, men da der er grænser for, hvor mange mennesker der kan være i byrådssalen, kan man risikere at gå forgæves.
Også dialog på Kultunatten fredag
Sjællandske Medier indbyder til dialog om utryghed med blandt andre politiet, SSP, Natteravnene og Haslev Taxi til kulturnatten. Det sker fredag aften klokken 19, foran Dagbladet og Sjællandskes redaktion på Jernbanegade 14. Alle er velkomne til at deltage i dialogen.
Kommentarer