Åbent Hus hos HTTs ældreidræt – Aktiv Voksen Idræt
HTTs ældreidræt opfordrer: Træk i træningstøjet og få en god motionsoplevelse sammen med andre aktive motionister.
Onsdag den 8. februar fra klokken 9 til 12 inviterer HTTs ældreidræt mænd og kvinder indenfor i Haslev Hallens hal B.
Til Åbent Hus dagen kan man være med og få et indblik i hvordan de vigtige funktioner som balance, koordination, styrke og kondition trænes, og se at det samtidig kan være sjovt og hyggeligt at være med.
At træne skal være sjovt, men må også gerne være fysisk krævende og give sved på panden. Hvor krævende afhænger af hvilken aktivitet, man vælger sig ind på efter den fælles opvarmning. Der kan eksempelvis spilles hockey, som udfordrer fysikken, eller volley – begge aktiviteter er for både mænd og kvinder og tilpasset deltagernes formåen.
Af andre aktiviteter, som måske er mere henvendt til kvinder, kan der vælges at træne ved brug af store bolde, elastikker, stepbænke, hula hoop ringe med mere.
Hver træning sluttes af med fælles udstrækning, inden alle fra klokken cirka 11 til 12 samles i klublokalet, hvor snakken går livligt blandet med sang af forskellig art, mens der drikkes kaffe eller the.
– Gå ikke glip af en sjov onsdag formiddag – kom som du er og få en på opleveren, siger Sanne Honoré, en af trænerne på HTTs ældrehold – Aktiv Voksen Idræt, og fortsætter:
– Træning har stor betydning for ældres livsstil, jo sundere og mere aktivt man er, jo større chance er der for at få et godt og aktivt seniorliv. Og det er lige netop livsglæde, vi ser hver onsdag morgen, når mænd og kvinder fra 60 – 86 år møder til træning.
– Vi glæder os til, at byde velkommen til ’nysgerrige’ og forhåbentlig kommende deltagere, siger Sanne Honoré og fortsætter:
– Vi synes, vi tilbyder et helt unikt ældrekoncept, som netop kan samle mænd og kvinder i alle aldre i en og samme aktivitet, og hvor det sociale sammenhold er en vigtig ingrediens, når ældre skal trækkes op af sofaen og ind i gymnastiksalen.
Interesserede kan få yderligere information ved at kontakte Birgit Hansen på telefon 4071 8806 eller Sanne Honoré på telefon 4026 2482.
Kommentarer