Åbent hus på brandstationen i Faxe lørdag

Faxe: På lørdag har brandstationen åbent hus, og inviterer alle til at se alt lige fra brandbiler til redningsbåde.
Lørdag den 27. august fra klokken 10.00 til klokken 15.00 er der åbent hus på brandstationen på Roskildevej i Faxe, skriver Faxenyt.
Til åbent hus arrangementet er der mulighed for at se brandstationen, brandbilerne og kommunens redningsbåde. Derudover vil det også være muligt at snakke med brandmændene og stille dem spørgsmål.
Klokken 12.00 vil brandmændene sprøjte skum ud på et areal ved siden af brandstationen, som man kan gå ud og lege i. Skummet skader ikke tøj og sko.
Politiet vil også være til arrangementet med en politibil og Falck vil være der med en ambulance. Skorstensfejeren vil ligeledes have en stand, hvor man kan høre om pillefyr, og hvordan man undgår skorstensbrand.
Der vil være mulighed for at lære at slukke en brand med en pulverslukker samt instruktion i førstehjælp.
Brandvæsenet i Faxe Kommune er en del af Midt- og Sydsjællands Brand og Redning.
Kommentarer