Haslev

Åbne porte til Børn & Dyr på Bregentved

Anders Jacobsen fra Jernport.dk har et livsstilprodukt, som henvender sig til hestefolket, stutterierne, de små erhvervsdrivende og parcelområderne. - Mine kunder på Bregentved Dyrskue kalder en spade for en spade. Det er dejligt nemt, og så bringer stedet minder frem. Foto: Jernport.dk

Firmaudstiller Anders Jacobsen, ejer af Jernport.dk, glæder sig til at vise virksomheden frem, når Børn & Dyr på Bregentved løber af stablen den 29. og 30. juni.

Tekst: Niels Okking

Ejer af Jernport.dk og stor fan af Børn & Dyr på Bregentved, Anders Jacobsen, glæder sig til for fjerde gang at tilmelde sin virksomhed Danmarks største børnedyrskue, når tilmeldingen åbner den 20. marts.

– Jeg har virkelig tilbragt meget af min barndom og ungdom på Børn & Dyr, fortæller Anders Jacobsen med en vis varme i stemmen. De dage var og er altid en festweekend. I min familie var det småt med midlerne. Vi var fem søskende. Derfor rejste man ikke til udlandet på samme måde som i dag. Og derfor blev dyrskuet et af de store højdepunkter. Det var et eller andet sted startskuddet på sommerferien.

Anders Jacobsen glæder sig til at møde de mange gæster. Besøgende og potentielle kunder på dyrskuet er nemme at snakke med – dejligt usnobbede og nysgerrige. Derfor anbefaler han også andre virksomheder at deltage.

– Det er et rigtig godt udstillingsvindue. Du møder kommende kunder, og i mit tilfælde gamle klassekammerater. Samtidig udvikler du dit netværk, og det er aldrig en dårlig ting.

Personlige produkter

Jernport.dk består af otte mand. Fem på fabrikken og tre i ledelsen, og produkterne er altid tilpasset den enkelte kunde.

– Skal hunden holdes inden, eller skal låge og hegn harmonere med huset eller omgivelserne, så tilpasser vi os. Mit udgangspunkt er, at jeg gerne vil have, at kunderne går herfra som en ven. Bevares, vi sidder ikke lårene af hinanden bagefter, men høfligheden og venligheden bliver næsten altid stærkere bagefter. For en aftale er altid en aftale. Det handler først og fremmest om at opføre sig ordentligt.  

Nye forhold

Når firmaudstillere som Anders Jacobsen skal tilmelde sig i år, er der dog enkelte ændringer. Børn & Dyr på Bregentveds hjemmeside har fået et flot nyt flot look, og den skal man betale 500 kroner á conto for standleje. Formand for firmaudstillingen René Petersen forklarer, at det blandt andet hjælper administrationen.

– Vi har oplevet, at nogle personer bestiller plads, men ikke møder op på dagene. De udeblivelser skaber meget ekstra arbejde. Derfor har vi lavet denne ændring, hvor standlejere betaler noget af beløbet på forhånd. Men det og meget andet kan alle læse mere om på hjemmesiden, og så skal man huske at tilmeldingsfristen, er den første juni. Ses vi ikke før, så ses vi på Bregentved.

 

 

Kommentarer