Åbning af nye Klatreruter hos FDF Haslev
Haslev: Danske Banks Haslev Fond har doneret 21.500 kroner til 29 nye klatreruter, både inde og ude, hos FDF Haslev.
Onsdag den 12. oktober 2016 åbnede FDF Haslev Klatring hele 29 nye klatreruter doneret af Danske Banks Haslev Fond.
Mere end 20 børn og lige så mange voksne kiggede onsdag forbi F-Huset på Bregentvedvej 42, hvor FDF Haslev Klatring og Danske Banks Haslev Fond havde inviteret til gratis klatring og bouldering i forbindelse med åbningen af ikke mindre end 29 nye problemer/ruter, fordelt ligeligt på det 9 meter høje klatretårn og den fantastiske bouldergrotte indendørs.
I foråret modtag FDF Haslev tilsagn fra Danske Banks Haslev Fond om en donation på 21.500 kroner til indkøb af nye greb, så der kunne skabes flere og nye udfordringer for børn og unge. Derefter har FDF Haslevs rutebyggere brugt en stor del af sommeren på udvikle de mange nye problemer/ruter, alle med forskellig sværhedsgrad så der er udfordringer for alle aldersgrupper.
Klatring og bouldering er eminent motion for børn der udfordrer både krop og hjerne når de enkelte problemer undervejs skal løses. Motorik, smidighed og balance styrkes, kraft i ben, arme og fingre øges, og elegance og kreativitet i bevægelserne henover fladerne udvikles.
Hele bestyrelsen fra Danske Bank Haslev Fond og souschef Mia Rye Andersen deltog i åbningen med deres familier. Danske Banks Haslev Fond glæder sig hvert år over, at de har mulighed for at støtte det lokale foreningsliv med større og mindre donationer, til glæde og gavn for blandt andet børn og unge. De var meget imponerede over den meget store fantasi og kreativitet FDF Haslev har lagt i udviklingen af klatre- & boulderfaciliteterne i F-Huset, hvor de lidt mindre rammer giver mangfoldige udfordringer og oplevelser for børnene.
I forbindelse med de mange nye bouldermuligheder starter FDF Haslev Klatring et helt nyt boulderhold for børn fra 0. til 2. klasse hver mandag fra klokken 17:30 til 18:30. Første gang er mandag den 24. oktober 2016, og kan børnene udfordre sig selv i helt trygge rammer for kun 100 kroner, der dækker resten af året.
Bouldering er klatring uden topsikring og sele. Det foregår indendørs, hvor FDF Haslev har opbygget cirka 80 m2 bouldervæg- og loft med en højde på mellem 2 og 3 m og cirka 500-600 greb indendørs.
Nysgerrige børn og voksne, der har lyst til at udfordre sig selv, kan kigge forbi F-Huset på Bregentvedvej 42 en mandag mellem klokken 17:30-18:30.
Kommentarer