Åbningen af Faxe Svømmehal må udskydes

Faxe: Faxe Svømmehal er lige nu under en større renovering, som tager længere tid end forventet. Derfor må åbningen udskydes.
I maj måned gik Faxe Hallerne med støtte fra Faxe Kommune i gang med en større renoveringsopgave. Denne omfatter en helt komplet udskiftning af vandbehandlingsanlægget i teknikrummet, skriver Faxenyt.
Udskiftningen skal ske, fordi der er blevet indført strengere regler omkring rensning af vandet.
Det har ligeledes betydet, at alle bassiner skulle tømmes for vand, da nye ind- og udløb også skulle skiftes. Det har været nødvendigt for, at de kan håndtere mængden af vand, der skal løbe gennem renseanlægget.
Læs også: Faxe Svømmehal lukket til den 15. august
Renovering gik efter planen indtil det blev opdaget, at fliserne i bunden af bassinet havde løsnet sig. Samtidig blev det opdaget, at ingeniørgangen foran og under vinduerne havde taget skade af nedsivende vand fra forkert monterede afløbshuller omkring det store bassin.
Betonkonstruktionerne er derfor blevet undersøgt, og derfor skal bunden i den dybeste ende af det store bassin og bundende i de mindre bassiner udskiftes.
Renoveringen vil dog kun omfatte klinkerne i bunden af bassinerne i denne omgang, da det ikke er muligt at skaffe nye afløbsklinker grundet lang produktionstid.
Faxe Svømmehal kan derfor først åbnes mandag den 19. september.
Kommentarer