Karise

Årets julekoncert i Alslev Kirke finder sted søndag

carl_joergen_og_mads

Alslev: Det er ved at være en fast tradition at Mads Sørensen og Carl Jørgen Nielsen giver julekoncert i Alslev Kirke.

Søndag den 14. december klokken 19 inviterer Alslev Kirke til en julekoncert for alle sanser.

Høresansen sørger det 16-årige trompettalent, Mads Sørensen, og organist Carl Jørgen Nielsen for, når de spiller en perlerække af kendte stykker for trompet og orgel.

Synssansen tilgodeses af en række stemningsfulde billeder, der vises på storskærm. Billederne ledsager musik og fællessang. Carl Jørgen, der er en ivrig fotograf, har taget billederne.

Smagssansen tilgodeses af æbleskiver og glögg, som menighedsrådet serverer i pausen, hvor der endvidere er lejlighed til en snak med de andre deltagere samt de to musikere.

Og endelig deltager de fremmødte i koncerten ved, at de synger med på nogle salmer og sange, som Carl Jørgen kort introducerer.

Læs også: Julen synges ind i Alslev kirke på onsdag

Mads har i december modtaget Vordingborg kommunes kulturelle talentpris. Med prisen fulgte 10.000 kroner.

Han har i 6 år spillet Prins Jørgens Garde i Vordingborg og er elev på det musikalske grundkursus i Nykøbing F. Han har været praktikant i såvel Sjællands som Sønderjyllands Symfoniorkestre og er fast trompetist i Storstrøms Symfoniorkester, ligesom han assisterer hvor der ellers er brug for en vaks og dygtig trompetist.

Carl Jørgen bor i Haslev, hvor han har været organistassistent i 25 år, inden han i 2006 blev organistassistent ved Vor Frue kirke i Vordingborg. Desuden har han i 2 år sideløbende været organist ved Faxe kirke, ligesom han også får tid til at vikariere i en række kirker på Midt- og Sydsjælland.

Mads og Carl Jørgen spillede desuden julekoncert i Hylleholt Kirke sidste år.

 

Kommentarer