Årets Nytårskoncert er flyttet til Rønnede Kro

Rønnede: Rønnede Kros smukke havesal danner for første gang rammen om Faxe Kunst-og Musikforenings traditionelle nytårskoncert.
Søndag den 1. februar inviterer Faxe Kunst-og Musikforening til to nytårskoncerter med Storstrøms Kammerensemble i Rønnede Kros smukke havesal.
Placeret omkring 10 runde borde med levende lys i kandelabrene skal tilhørerne nyde et spændende musikprogram, hvor især anden afdeling vil være præget af festlige nytårstoner af Joh. Strauss og H.C. Lumbye med flere.
De spilles af de otte dygtige musikere i Storstrøms kammerensemble, suppleret med Tom Nybye, DR symfoniorkestrets populære slagstøjspiller samt Lars Vestergaard.
En af landets allerbedste sangerinder, mezzozopranen Andrea Pellegrini, vil glæde os med smukke, særprægede og populære sange og arier.
Programmet kædes som sædvanligt sammen af konferencier Hans Krarup.
Ved bordene serveres et lille traktement, tilpasset den festlige anledning og tidspunkt på dagen.
Der kan kun sidde godt 90 tilhørere i salen, derfor gennemføres koncerten både klokken 14.30 og klokken 17.00 med samme program.
Billetprisen er 225 kroner per person, inklusive et lille traktement.
Rønnede Kro serverer en koncertfrokost klokken 13.00 eksklusiv drikkelse og efterfølgende koncert til 545 kroner. Koncert og efterfølgende koncertmiddag eksklusiv drikkelse koster 695 kroner. Man kan bestille bord på Bestilling@RoennedeKro.dk eller telefon 56 71 46 83.
Billetter til begge nytårskoncerter kan købes i Haslev Bøger & Papir, Vestergade 2, 4690 Haslev, telefon 56 31 21 20 og hos Boghuset A/S, Torvegade 10, 4640 Faxe, telefon 56 31 30 13.
Nytårskoncerterne finder sted søndag den 1. februar klokken 14.30 og klokken 17.00 på Rønnede Kro, Vordingborgvej 530, 4683 Rønnede.
Kommentarer