Åbent Brev til Faxe Byråd
![](https://faxenetavis.dk/wp-content/uploads/sites/2/2012/08/debat_logo.jpg)
Læserbrev: Jeg er syg. Det har jeg været længe. Jeg lider af flere fysiske sygdomme og er for mindre end et år siden opereret for kræft, og med held ser det ud til
Indsendt af Johnny Larsen, Haslev, der er velfærdsordfører hos Demokraterne
Jeg er stærkt deprimeret, og jeg er i nærheden af at skulle have folkepension.
Syv professionelle behandlere har anbefalet Jobcenter Faxe, at jeg modtager førtidspension.
Et par af disse behandlere har mig som patient, og de kan direkte oplyse, at min depression er forværret og et voldsomt forhøjet blodtryk er kommet til siden Faxe Kommune tog mine sygedagpenge, den dag jeg lå på Rigshospitalet og fik skåret kræften væk.
Sidste år ville Faxe Kommune sende mig i et “psykoterapeutisk forløb” trods advarsler om at lade være. Et psykoterapeutisk forløb er “behandling” af psykiske lidelser foretaget af personer uden uddannelse på området. Den beslutning blev underkendt, og Faxe Kommune fik besked på fra Statsforvaltningen, at det er med god medicinsk grund, at jeg ikke skulle være i “psykoterapeutisk forløb”.
I stedet er jeg fortsat med at modtage professionel handling, betalt af egen lomme fra min slunkne kontanthjælp.
Faxe Kommune satte mig tidligere i år i “afklaringsforløb”. Jeg blev sendt til et privat “afklaringsfirma” i Herlev, og dette firmas socialrådgiver, psykolog, ergoterapeut og fysioterapeut meldte tilbage, at jeg ikke er i stand til at klare en arbejdsprøvning, og at min psykiske og fysiske tilstand er så skrøbelig, at de anbefaler en førtidspension. Eventuelt kan Faxe indhente en undersøgelse fra psykolog.
Faxe Kommune vælger at sende mig til psykolog, og en lang lang test med “blækklatter” og hele molevitten, foretaget af en yderst kompetent og anerkendt psykolog (som Faxe Kommune selv har valgt), resulterer i, at psykologen konkluderer, at jeg ikke er psykisk i stand til at klare en arbejdsprøvning, og at det er til fare for mig at foretage andet end at give mig førtidspension.
To sagsbehandlere i Jobcenter beslutter sig for, at de eksperter kommunen havde tillid til før konklusionen, ikke er kompetente nok. Derfor underkender sagsbehandlerne de professionelle behandlere.
Jeg skal i et nyt afklaringsforløb. Denne gang i Faxe Kommunes eget regi, og stik mod den beslutning som Ankenævnet kom frem til i begyndelsen af året.
Dette afklaringsforløb foregår i Faxes industrikvarter og betyder, at jeg hver uge skal gå 22 kilometer, til trods for at jeg har vanskeligt ved at gå meget mere end 500 meter. De som skal afklare mig er uden medicinsk og psykologisk uddannelse, og dermed bringes mit helbred yderligere i fare.
Min sag er ikke den eneste i Faxe, hvor sagsbehandlere tilsidesætter kvalificerede lægelige vurderinger. Det er heller ikke den eneste hvor sagsbehandlere bevidst udelader alt der taler til borgerens fordel, og understreger alt der er til kommunekassens fordel.
Hvor langt er medlemmerne af byrådet villige til at gå for at fornedre syge borgere, og hvor længe vil kommunen tilsidesætte fagligt kvalificerede læger, psykologer og behandleres vurderinger og anbefalinger for at lægge beslutningerne i ikke engang halvlærde skoflikkeres hænder?
Der er snart kommunalvalg, så det vil da være på sin plads og få at vide, hvor langt byrådskandidaterne er villige til at gå i den umenneskelige behandling af syge borgere.
Hvor mange flere skuffecirkulærer vil byrådet udstikke?
Og så er der jo hele den moralske side af sagen… synes I som byrådsmedlemmer, at I bruger en anstændig opførsel overfor syge borgere.
Helt konkret:
I hvor mange flere tilfælde vil byrådet acceptere at de ansatte tilsidesætter professionelle vurderinger?
Bonus-info:
I skal ikke være bange for at udtale jer om denne konkrete sag, og gemme jer bag det. Tag stilling til denne konkrete sag. Det kan den sagtens bære, og jeg er ikke mindre livs- og velfærdstruet af, at I lader som om I ikke kan gå direkte ind i sagen…. for selvfølgelig kan I det… det er faktisk en pligt.
For yderligere info henviser Johnny Larsen til denne blog
Kommentarer