Åbent brev til politikerne i Faxe Byråd

Roholte Forsamlingshus er dagligt i aviserne. Vi kan ikke bruge politisk mudderkastning til noget. Hvem kan huske hvad osv.?
Politik handler vel ikke om, hvad politikerne kan huske om hinanden, men om de beslutninger borgerne skal leve med, så prøv at samarbejde i hele Faxe kommune. Borgerne i Roholte har et seriøst problem. Man vil lukke Forsamlingshuset. Det er så prisen for, at foreningerne i Roholte kan blive i de ”gode” gamle bygninger. Foreningerne i Roholte er vigtige for lokalsamfundet. Vi bor helt her ude , hvor det er legalt, at kalde det udkants Danmark, og det virker ikke som om, politikerne synes der er meget prestige i den slags. Det er nu 2 ½ år siden der blev raslet med sablerne vedr. Roholte, og der henvendte borgere sig til forvaltning og politikere. Vi vil det her ude !!
I august 2009 sendte Faxes kulturchef Benny Agergaard en orientering om, at der var ved at ske noget omkring Roholte Forsamlingshus. Brevet blev syltet. Senere på året indledtes forhandlinger med foreningerne omkring forsamlingshuset og skolen. Vi var nogle borgere, der henvendte os til Benny Agergaard for at sidde med ved forhandlingerne. Det blev afslået: ” I første omgang forhandler vi med foreningerne, så kan det godt være vi inddrager borgerne senere”. Det er aldrig sket.
Nu er vi så der, hvor man ikke kan gå over gaden, når der har været en kirkelig handling, dåb, konfirmation, bryllup, bisættelse/begravelse – hvor er det fattigt!!
Beslutningen om, at lave Roholte Forsamlingshus om til Roholte Aktivitetshus er en gåde, – måske en såkaldt principbeslutning. Lars Juhl (V) og Dorthe Nyberg (V) skriver om harmonisering, gad vide hvad det betyder? Vi kalder det lukning. Måske har omtalte venstrefolk glemt borgermødet i Roholte Forsamlingshus. Vi har i hvert fald ikke hørt fra jer siden. Vi tilbragte ellers en hel aften sammen, hvor der blev vendt mange sten, vedr. Forsamlingshuset, og det er forventeligt, at en sådan dialog fortsættes. Det er ikke godt nok Venstre.
Venstrepolitikerne i byrådet, har fået gennemtrumfet, at der på ingen måder, må være forsamlingshusdrift i Roholte.
Vil Faxe Byråd eller de politikere i byrådet, der har arbejdet for en god fremtid for kulturlivet i Roholte indkalde til et borgermøde i Roholte inden en ny samarbejdsaftale med Roholte aktivitets- og foreningscenter underskrives?
Vi er nogen, der gerne vil have et rigtigt forsamlingshus i Roholte, hvor vi selv må bestemme, hvad der må foregå, og på hvilke betingelser. Et forsamlingshus, som andre forsamlingshuse, med selvstændig bestyrelse.
Det er helt klart, at det ikke er nogen nem opgave, og det kræver stor opbakning og økonomisk baggrund, men muligheden er aldrig blevet undersøgt, grundet den kommunale holdning: Skole og forsamlingshus ikke kan skilles. Og forretningsudvalgets (RAF) holdning: At intet måtte komme ud til borgerne.
Lige nu har man meget travlt med, at få den nye samarbejdsaftale underskrevet. Det gælder både politikere, og de foreninger der har været i Roholte i mange år. Nye og ikke økonomisk stærke kan ikke være med. Gad vide hvad medlemmerne siger, når de finder ud af, at de skal være med til, at finansiere 25% af driftsudgifterne, + et evt. underskud i forhold til det kommunale tilskuds størrelse, over deres kontingent. Samtidig siger man ja til, at der ikke må være Forsamlingshus i Roholte. Ingen fik chancen for, at byde ind. Sidst der blev lavet samarbejdsaftale tog der godt et år. Nu skal det hastes igennem på 1½ måned. Så – sæt uret i stå til ind i det nye år. Roholte Forsamlingshus bør bevares som FORSAMLINGSHUS.
Et eksempel på uligheden i alt dette: Får Faxehallen kommunalt tilskud ? JA. Er der ansat en forpagter? JA. Må forpagteren udleje til private fester? JA. Er det fair over for Roholte Forsamlingshus? NEJ.
Politikere er valgt af borgerne. Det betyder vel, at de SKAL arbejde for, og sammen med borgerne.
Lene Rostgaard og Niels Larsen, Lindersvoldvej 4, 4640 Faxe
Kommentarer