Åbent hønsehus i Babberup på søndag
Dalby: Faxe og Omegns Fjerkræklub inviterer til Åbent Hønsehus på Piberhusvej i Babberup på søndag
Søndag den 25 maj inviterer Faxe og Omegns Fjerkræklub til info-dag hos Anders Thøgersen i Babberup.
Hos Anders Thøgersen kan man blandt andet se hans egne høns. Han har to hønseracer, både Dværg-Wyandot og almindelig Wyandot. Anders udstiller ikke sine dyr, men har dem mest for æggene og kødets skyld.
Medlemmer af foreningen opstiller desuden volierer på Anders Thøgersens gårdsplads, hvor de udstiller nogle af deres udstillingsfjerkræ. Nogle af de racer man kan se er Orpington i både store og i dværg, silkehøns i stor i forskellige farver og en silkehøne med kyllinger der kun er en uge gammel. Minorka i dværg vil også være at finde i en voliere.
Der vil også være en pr-udstilling i haven.
Faxe og Omegns Fjerkræklubs medlemmer vil informere gæsterne om hvordan man holder høns hjemme i haven.
Fjerkræklubben byder på kaffe og småkager.
Alle er velkomne.
Åbent hønsehus foregår søndag den 25 maj fra klokken 11.00 til 16.00 hos Anders Thøgersen, Piberhusvej 14, Babberup, 4690 Haslev.
Kommentarer