Karise

Åbent hus og Fårets Dag på Brinkholm

Karise: LandbrugsLauget og VikingLam holder som tidligere år Åbent hus og Fårets Dag på Brinkholm påskelørdag

Besøgende vil kunne klappe nogle af de tammeste får i en fangefold i haven under æbletræerne. Det er midt i læmmetiden, så der er gode chancer for se nogle helt nyfødte lam.

Derudover kan man komme på rundvisning på gården og se får, væddere og lam nyde foråret på brinkerne langs Tryggevælde Å og samtidigt snakke med fåreholderne om afgræsning, naturpleje, dyrehold og kød. Læs mere om fåreracerne.

Jesper vil fortælle om honning og bier og man kan købe honning fra de 11 bistader på Brinkholm. Man kan se andelshavere tage stiklinger fra humleplanter og snakke med andelshavere om det at være medejer af en økologisk andelsgård.

Brinkholms gårdbutik har lammepølser, økologisk frugt, grønt samt nymalet mel fra Brinkholms eget Mølleri. Møller-gruppen vil male mel og fortælle om mel og bagning

I dagens anledning kan man smage og dufte til krydderier fra Tea Drops www.teadrops.dk og Inge vil vise garn, uld og andre fåreprodukter frem.

Derudover kan man nyde naturen og eventuelt gå en tur langs Tryggevælde Å eller sidde og nyde udsigten ved det nye shelter.

Besøgende kan købe hjemmelavet mad og varme og kolde drikke fra Brinkholm i caféen i længen.

LandbrugsLauget og VikingLam holder Fårets Dag på Brinkholm, Kulagervej 23 ved Karise, påskelørdag den 7. april 2012 klokken 11 til 16.

Kommentarer