Åbent hus i Øst-Sjællands Flyveklub på lørdag

Kongsted: Svæveflyveklubben Øst-Sjællands Flyveklub oplever i øjeblikket stor interesse for svæveflyvning
Øst-Sjællands Flyveklub, der er en af Nordens største svæveflyveklubber, afholder et åbent, uformelt arrangement den lørdag 12. april, hvor alle får mulighed for at høre mere om svæveflyvning og uddannelsen til svæveflyvepilot.
De besøgende får mulighed for at møde både piloter, piloter under uddannelse og instruktører og man kan opleve topmoderne svævefly, både med og uden motor.
– Der er rigtig stor interesse for svæveflyvning hos os i øjeblikket, og derfor har vi valgt at lave en særlig introdag for alle interesserede. Der bliver både mulighed for at høre mere om svæveflyvning og uddannelsen til pilot, men også til at få en rundvisning på flyvepladsen og se flyene i aktion, udtaler formanden for flyveklubben, Søren Sarup.
Klubben gir’ kaffe, kage og en rundvisning på flyvepladsen. Og hvis vejret tillader det, bliver der også mulighed for en flyvetur efter arrangementet.
– Efter introduktionen og en rundvisning på flyvepladsen, står to af vores erfarne instruktører klar til at flyve en prøvetur med de, som har lyst til det. Uanset om man har lyst til at gå i gang med uddannelsen eller blot er nysgerrig på at høre mere om svæveflyvning, er det en unik oplevelse, fortæller Søren Sarup.
Blandt deltagerne trækkes der lod om to prøvemedlemskaber à 1.000 kroner, som giver vinderne mulighed for at prøve at være pilotaspiranter på fem flyveture med en erfaren instruktør i bagsædet.
Man kan læse mere på klubbens hjemmeside flyveklubben.dk.
Øst-Sjællands Flyveklub afholder intro arrangement for “nysgerrige” lørdag den 12. april fra klokken 13 til 17 på adressen Nymarksvej 30, Kongsted, 4683 Rønnede
Den sjoveste og sikreste form for flyvning!
Der er ingen andre former for flyvning, der kan måle sig med svæveflyvning! Det er ikke uden grund, at flere professionelle piloter, der dagligt flyver passagerer rundt i hele verden, mener at svæveflyvning er “den ægte flyvning” og tilbringer meget af deres fritid i et svævefly.
Øst-Sjællands Flyveklub har en stor og moderne flypark. Med egne instruktører foregår hele uddannelsen til svæveflyvepilot på flyvepladsen ved Kongsted mellem Rønnede og Faxe.
At flyve koster cirka det samme som at spille golf, og uddannelsen foregår i fritiden. Og så skal det nævnes, at svæveflyvning er verdens sikreste form for flyvning.
Kommentarer