Haslev

Åbent Landbrug på søndag d. 18 september

På søndag d. 18 september er der Åbent Landbrug mellem kl. 10 og 16 på to gårde i Faxe Kommune, i henholdsvis Høsten og Jyderup.

Søndag den 18. september inviterer landmænd over hele Danmark til Åbent Landbrug. Arrangementet er gratis, og gårdene holder åbent fra kl. 10-16.

I Jyderup ved Faxe inviterer Anette og Kaj Munck inviterer indenfor på Bøgekærgård på Tornemarksvej 4.  Kaj og Anette købte Bøgekærgård i 1988. Anette arbejder i Faxe Kommune og Kaj står for driften af gården. Der er 400 søer på gården og Kaj har tre ansatte der hjælper med grisene. Grisene går løse i staldene, bortset fra den tid, hvor de skal have smågrise og derfor står i farestalden. Der produceres 11.000 smågrise årligt, heraf videresælges 8000 og de resterende 3000 op fedes op til slagtevægt. Hver uge sender Kaj 50-60 grise af sted til slagteriet Danish Crown i Ringsted.

Kaj driver desuden 150 hektar jord hvor der dyrkes byg, hvede, havre og frøgræs til fodboldbaner. En del af halmen fra Bøgekærgård aftages af tækkemænd, der bruger halmen til rygninger på stråtækte huse. Ved siden af landbruget er Kaj også aktiv som radiovært på Radio Østsjælland. Udsendelserne handler som oftest om landbrug eller landbrugsrelaterede emner.

I Høsten ved Haslev inviterer brødrene Robert og Richard Hansen indenfor på Højlandsgården, Høsten Teglværksvej 32. Brøderene overtog gården i 2007 efter deres forældre og er ottende generation på gården. Brødrene driver en moderne mælkeproduktion og byggede ny kostald i 2007, så malkekøerne går i en moderne løsdriftsstald med sengebåse. Malkekvægsbesætningen består af 130 malkekøer af Rød Dansk Malkerace og sortbrogede køer (Dansk Holstein).De har cirka samme antal kalve og kvier. Køerne giver dagligt 3.500 liter mælk, i gennemsnit 27 liter pr. ko. Hver ko drikker dagligt cirka 100 liter vand og æder omkring 55 kilo foder.

Brødrene driver desuden 125 hektar jord og dyrker primært foder til køerne, græs og majs som efter høst bliver ensileret (gæret), så det kan holde sig henover vinteren. Derudover dyrkes roer, byg og havre.

Se mere på Åbent Landbrugs hjemmeside

 

 

Kommentarer