Æblehaven inviterer til Kartoflens Dag på tirsdag
Faxe: Det er en fast årlig begivenhed at Æblehaven fejrer Kartoflens Dag med stegt flæsk og nye kartofler ad libitum
Tirsdag den 16. juni fejrer Æblehaven traditionen tro Kartoflens Dag og Valdemarsdag.
Arrangementet starter klokken 11 hvor der bliver afholdt et oplæg om kartoflen. Derefter, mellem klokken 11:30 og 12:30 serverer Æblehavens café stegt flæsk med persillesovs og nye danske kartofler – ad libitum, dertil serveres der en snaps per person. Herefter er der en kop kaffe og en småkage.
Borgmester Knud Erik Hansen har meldt sin ankomst, og har også snaps med denne dag.
Prisen er 125 kroner per person. Tilmelding senest fredag den 12. juni i Æblehavens Café Kernehuset.
Fra klokken 12:30 til 14:30 underholder Ivan Liljebæk med sang og musik for enhver smag. Temaet er Poul Reichardt, Studeprangerens søn.
Kartoflens Dag foregår tirsdag den 16. juni klokken 11 til 14.00 i Æblehaven, Nygade 5, 4640 Faxe
Valdemarsdag
Den 15. juni er det valdemarsdag. Det var på denne dag i 1219, at Dannebrog ifølge myten faldt ned fra himlen i Estland, hvor den danske konge Valdemar Sejr kæmpede mod esterne i slaget ved Lyndanisse. Dagen bliver fejret af Danmarks-Samfundet, som sælger små dannebrogsflag til af finansiere flaggaver, faner som uddeles til forskellige foreninger. Indtil 1948 var dagen skolefridag.
Kilde: Wikipedia.org
Fakta om kartoflen
Kartoffelplanten (Solanum tuberosum) er en 25-100 cm høj urt, der er almindeligt dyrket for sine store, stivelsesholdige rodknolde. Kartoflen hører til blandt verdens mest dyrkede afgrøder. De overjordiske dele af planten er giftige, og det gælder i et vist omfang også knolde, som har ligget i jordoverfladen, så de er blevet grønne.
Dette og meget mere kan man læse på Wikipedia.org
Kommentarer