Ædelgrankræft koster Vemmetofte dyrt
Faxe Ladeplads: Vemmetofte Kloster vil nu fjerne næsten alle deres cirka 25 pyntegrøntsbevoksninger
Rigtigt mange af Vemmetofte Kloster’s ædelgraner er angrebet af en aggressiv svampe-barkparasit, den såkaldte ædelgrankræft, så nu bliver cirka 25 pyntegrøntsbevoksninger lavet om til flis. De første 10 hektar vil blive fjernet i år.
Læs også: Aggressiv svampesygdom angriber ædelgraner
– De første symptomer er døde grenspidser, hvor nålene falder af. Herefter arbejder sygdommen sig ind mod stammen, så træet i værste fald dør efter nogle få år, fortæller skovfoged på Vemmetofte Kloster, Jan Ebbensgaard til LandbrugSyd. Og han fortsætter:
– Jeg kan godt frygte, at det ender med, at vi helt må stoppe produktionen af pyntegrønt. Det er ærgerligt, fordi vi nu igennem en årrække har brugt betydelige ressourcer på at etablere en kundekreds til pyntegrønt af Nordmannsgran.
– Der bliver selvfølgelig en midlertidig indtægt på salg af flis i tak med, at vi fjerner pyntegrøntsbevoksningerne. Den indtægt, vi får her, vil imidlertid ikke være stor nok til at dække omkostningen ved at plante arealerne til igen, konstaterer skovfogeden på Vemmetofte Kloster.
Vemmetofte Klosters skove dækker et areal på 1.450 hektar, heraf er omkring 75 procent løvskov og cirka 20 procent nåletræer. Der klippes pyntegrønt, fortrinsvis af Nordmannsgran, på cirka 50 hektar.
De alvorlige angreb betyder at salget, der i flere år ligget på mellem 100 og 120 tons årligt, faldt til 15 tons sidste år.
Kommentarer