Ældre på udflugt til Olstrup torsdag
Dalby: 12 ældre fra Dalby Ældrecenter var torsdag formiddag på besøg hos Åse Winther i Olstrup
Torsdag formiddag var tolv beboere samt noget personale og nogle frivillige på besøg i Olstrup. Traditionen tro havde Åse Winter inviteret de ældre ud for at se hendes nye lam. Vejret var skønt med sol og de ældre kunne sidde og iagttage både får og lam, moskusænder, høns og katte. De ældre fik endda lov til at holde et af de små sorte lam. For de mest friske var der mulighed for at se Åses smukke forårsbed.
Herefter samledes alle om de smukt pyntede borde i Åses Kulturhus, som er noget helt unikt.
Igennem mange år har Åse samlet gamle ting som køkkengrej, værktøj, møbler og så videre. Her ventede en tiltrængt kop kaffe. En af de frivillige, Marie havde været tidligt oppe for at nå at bage nogle lækre kager.
Under kaffebordet underholdt Åse med harmonikamusik.
-Vi fik nogle af de kendte og elskede melodier, fortæller Bendt Hansen, der er formand for støtteforeningen.
Inden turen gik hjem til Ældrecentret, hvor middagsmaden ventede, takkede Bendt Hansen på deltagernes vegne Åse Winter for en dejlig formiddag.
Kommentarer