Haslev

Ændrede regler for private fællesveje i Faxe Kommune

Faxe Kommune: Private fællesveje i flere af kommunens landsbyer skal fremover administreres efter byreglerne.

Teknik- og Miljøudvalget har den 27. april vedtaget administrativ ændring af anvendelse for nogle private fællesveje i Faxe Kommune.

Ændringen får blandt andet betydning for den fremadrettede udgiftsfordeling for vedligeholdelse af de private fællesveje samt at der nu er krav til vintervedligeholdelse.

Vedligeholdelse af private fællesveje sker efter to principper, alt efter om vejen er beliggende på landet eller i byen.

Faxe Kommune har en del mindre byer beliggende i landzone, der fremstår med bymæssig karakter og med tæt boligbebyggelse. Administrationen af disse byer skal ifølge Lov om private fællesveje ske efter landzonereglerne.

Dette er ikke altid hensigtsmæssigt, da det kan give unødig tung administration af vejene, eksempelvis ved beskæring af beplantning, her kræver det et vejsyn, hvor alle brugere af vejen skal indkaldes. Endvidere er der ikke krav til vintervedligeholdelse jævnfør Faxe Kommunes vinterregulativ.

Derfor er reglerne nu ændret for følgende afgrænsede byer:

  • Førslev
  • Kongsted-Borup
  • Skuderløse
  • Store Spjellerup
  • Store Torøje
  • Teestrup

I Centerbyerne Haslev, Faxe, Rønnede, Faxe Ladeplads, Karise, Dalby og Terslev er der mindre områder indenfor byafgrænsningerne, som er beliggende i landzone. For at skabe en ensartet administration er det ønskeligt, at alle arealer i centerbyerne også administreres efter byreglerne.

kommunens hjemmeside kan man læse mere om hvilke områder der er berørt af ændringen.

Kommentarer