Afbrændingsforbud kan være på vej
![](https://faxenetavis.dk/wp-content/uploads/sites/2/2012/03/ildebrand2.jpg)
Faxe Kommune: De usædvanligt mange solskinstimer i første halvdel af juli betyder nu at naturen er ekstremt tør
Store dele af Danmark, herunder hele det østlige Sjælland samt Lolland-Falster er ramt af tørke. Det fremgår af et tørkeindekskort fra DMI. Og ifølge DMI vil tørken fortsætte den næste uge og måske endnu længere.
– I Region Sjælland er det områderne Stevns, Sydsjælland, Møn, Falster, Sjællands Odde og Sjællands vestkyst der er mest ramt. Alle disse områder har et tørkeindeks på 9, der betyder “høj risiko for tørke”. Generelt kan man sige, at tørke er resultatet af lav nedbør, høj temperatur og meget vind, siger Frans Rubek til P4 Sjælland.
Næstved Brand og Redning, der har overtaget forebyggende opgaver på beredskabsområdet i Faxe Kommune, er i øjeblikket ude på Feddet hver dag for at kontrollere, hvor tørt der er.
Læs også: Ny aftale med Næstved på beredskabsområdet
– Vi er opmærksomme på risikoen, så vi er ude i naturen og kigge på de steder, hvor der er risiko for naturbrand, siger Flemming Nygård, der er beredskabschef hos Næstved Brand og Redning. Det skriver TV2 Øst.
– Vi tjekker bestemte steder som Holmegårds Mose og Feddet i Faxe. Det er det, der bliver indikatoren på, om vi indskærper brugen af åben ild, siger Flemming Nygård.
Og der er god grund til at passe på med åben ild. Straffen for ikke at være ekstra forsigtig med eksempelvis bål eller cigaretter, kan være fængsel i fire måneder i henhold til bekendtgørelsen om brandværnsforanstaltninger.
Kommentarer