AffaldPlus ønsker at importere affald

naestved_forbraending

Faxe Kommune: Affaldsmængderne er faldende herhjemme, så AffaldPlus ønsker at importere affald.

AffaldPlus, der ejes af kommunerne Faxe, Næstved, Ringsted, Slagelse, Sorø og Vordingborg, ønsker at importere affald fra Storbritannien, for at udnytte kapaciteten på selskabets to forbrændingsanlæg i Slagelse og Næstved.

Mængderne af affald i Danmark har siden har udviklet sig meget anderledes end hidtil forudset. Blandt andet har et stigende fokus på genanvendelse betydet, at befolkningen i AffaldPlus-området i løbet af få år ikke længere vil producere de cirka 3,7 millioner ton, som de to forbrændingsanlæg har kapacitet til at brænde af om året.

Og da forbrændingsanlæg er ganske kostbare kommunale investeringer, har energichef Ole Andersen fra AffaldPlus haft gang i strategiarbejdet. Det har resulteret i en plan med tre trin, der skal fremtidssikre driften af selskabets forbrændingsanlæg.

De vil først og fremmest gøre anlæggene mere effektive ved at lave røggaskondensering. Dermed kan der udvindes mellem 20 og 25 procent mere energi ud af den samme mængde affald. Dernæst vil de begynde at brænde omkring halvdelen af det modtagne haveaffald, i stedet for at kompostere det. Der er tale om ikke uvæsentlige mængder affald, med en ganske god brændværdi.

Storbritannien er 20 år bagud i forhold til Danmark

Endelig ønsker AffaldPlus at importere affald fra Storbrittanien. Mens Danmark forbød deponi af restaffald i 1997, er det stadig en udbredt praksis i Storbritannien.

– Det giver god mening, at vi importerer affald, som ellers ville være havnet på de engelske lossepladser. Der er meget få forbrændingsanlæg i Storbritannien, og dem der er, udnytter slet ikke energien lige så godt, fordi fjernvarme ikke er særlig udbredt. De vil kunne udnytte 35-40 procent, hvor vi udnytter 90-95 procent af energien, fastslår Ole Andersen overfor danskekommuner.dk.

AffaldPlus har allerede lavet forsøg med import af affald fra Storbritannien, og det gik ganske let

– På den rigtig lange bane må vi regne med, at Storbritannien er i stand til at mindske produktionen af affald, selv om det ikke lader til, at det er noget, der optager landet meget for tiden, siger Ole Andersen.

Det vurderes at der ihvertfald går ti år, inden de britiske forbrændingsanlæg selv kan forbrænde alt affaldet.

Derefter kan det blive nødvendigt at reducere kapaciteten i Danmark ved at lukke anlæg, selvom de bidrager væsentligt til produktionen af fjernvarme i Danmark.

– Set med miljømæssige briller er det selvfølgelig godt, at vi må lukke forbrændingsanlæg i fremtiden. Forbrænding er jo den løsning, man må vælge, hvis man ikke har kunnet forhindre at skabe affald og heller ikke har kunnet genanvende det, siger Ole Andersen til danskekommuner.dk.

– Den energi, som affaldsforbrænding genererer til fjernvarmeproduktionen, vil man skulle have andre steder fra. Det kan være varmepumper. Men hvis man lukker anlæg og i stedet begynder at importere biobrændsel, er jeg ikke sikker på, at miljøet er den store vinder, afslutter Ole Andersen.

Kommentarer