Rønnede

AffaldPlus i Rønnede afholder byttemarked

Rønnede: AffaldPlus i Rønnede afholder byttemarked. Konceptet er ’Giv, hvad du har… Tag, hvad du kan bruge…’

Lørdag den 10. september afholder AffaldPlus byttemarked i PlusButikken på Industrivej 20 i Rønnede.

Næsten som at shoppe – bare gratis

At gå på byttemarked er både en hyggelig, social, gratis og miljøvenlig begivenhed; deltagerne medbringer det, de vil bytte med, og bytter det til noget andet.

Det behøver ikke nødvendigvis at være inden for samme ’kategori’, at man bytter. Det vil sige at en lampe ikke behøver at blive byttet til en lampe, men måske i stedet for kan byttes til et par sko.

Hovedreglen er, at man ikke tager mere med hjem, end hvad der svarer til det, man selv har medbragt. Og husk at medbringe noget at bytte med!

Stort udvalg af alt muligt

Der vil være alt lige fra tøj, bøger og ting til boligen over musik, film og værktøj.

Ved indgangen er der frivillige, der forklarer reglerne og viser, hvor tingene skal lægges. Når tingene er lagt på de rette pladser, gælder det bare om at gå på jagt og bytte til noget nyt.

Har man ikke noget med, men er nysgerrig og gerne vil vide, hvordan det foregår, tilbydes der en rundvisning på byttemarkedet.

AffaldPlus har afholdt flere byttemarkeder det seneste år.

– Vi har snart været hele vejen rundt i de kommuner, der ejer AffaldPlus. Vi glæder os endnu engang til at tage imod alle de ”bytteglade”, siger Andrea Thomsen, der er ansvarlig for byttemarkeder hos AffaldPlus.

Det er gratis at deltage på byttemarkedet

De varer, der er tilovers efter byttemarkedet, vil blive sat til salg i AffaldPlus’ PlusButikker i Rønnede og Næstved.

Plusbutikken findes i tilknytning til Rønnede Genbrugsplads på Industrivej 20-22 i Rønnede. De har åbent fra klokken 9 til 15 om lørdagen.

Kommentarer