Karise

Afgangsklasse fra 1950 mødtes i Karise

Karise: Karise kost – og realskole’s afgangsklasse fra 1950 mødtes fredag ved en sammenkomst i Karise.

Fredag den 20. maj mødtes ni ’gamle’ skolekammerater fra Karise kost – og realskole ved en sammenkomst i Karise. Der var 22 elever i klassen, da de i 1950 gik ud af Karise kost- og realskole med afgangseksamen, eller præliminæreksamen, som det hed dengang. Nu efter så mange år er der 14 tilbage.

De har været spredt for alle vinde, men der er stadig kontakt. Alle er nu blevet 82+, og aktiviteterne er gået væsentlig ned, selvom de som pensionister har meget travlt. De vil jo gerne nå det hele, og det foregår ikke i det samme tempo, som det gjorde for 66 år siden.

Ud af de 14 var der ni ’gamle’ skolekammerater, der havde tilmeldt sig sammenkomsten i Karise. Tre var af helbredsårsager forhindret i at deltage og to havde planlagt noget andet. Desuden deltog én person fra samme hold, der gik ud efter 2. real, samt ét ’påhæng’ i årets træf.

Skolekammeraterne samles igen i år hos Svend Aage Hansen, som stadig er meget aktiv i Karise. De startede med at se ’Værksteds-Galleriet’ hos Anne Grethe Hjort Hansen og blive rystet sammen.

Frokosten blev indtaget hos Anne Grethe og Svend Aage Hansen hjemme på Drosselvej 3, hvor ’Krone 9’-bilen og lidt veteraner var kørt frem.

Herefter blev snakket gamle minder og lidt Karise historie samt hyggeligt samværd, over kaffe og lagkage.

– De fremmødte sender herved en kærlig hilsen og måske på gensyn, – man kan aldrig vide, om vi oplever endnu et træf?, skriver Svend Aage Hansen.

Denne artikel er et læsertip. Du kan også tippe Faxe.nu ved at sende billeder og tekst til tip@faxe.nu.

Kommentarer