Der afholdes ’Sjov i Faxe Kommune’ i Haslev lørdag
Mellem klokken 10 og 14 byder Haslev på klatrevæg og andre udfordringer for både børn og voksne.
Lørdag den 1. april afholdes der Sjov i Faxe Kommune“ med flere meget forskellige aktiviteter, i Faxe, Haslev, Karise og Faxe Ladeplads.
I Haslev lægger arrangementet beslag på det meste af Jernbanegade til legende børn, klatrevægge, legeredskaber og sjov i rigelige mængder.
Her vil man blandt andet kunne finde Gerlev Legepark, der ligesom sidste år, kommer med en legestand hvor to instruktører laver masser af aktiviteter og fælleslege.
Gerlev Legepark har siden 1983 indsamlet, registreret og systematiseret gamle idrætslege til en database, der nu rummer over 1000 forskellige legevarianter. Gerlevs instruktører formidler legen så enkelt som muligt, så alle kan tage den til sig og gøre den til sin egen.
De lokale FDF-spejdere opstiller desuden deres store mobile klatrevæg på Torvet, hvor Haslev Torvedag afholder årets første markedsdag.
Læs også: Haslev Torvedag starter sæsonen lørdag
Flere af butikkerne i Haslev laver også en ’Børnebutik’ i butikken, hvor børn kan prøve at ekspedere.
Og der vil selvfølgelig også være en stor hoppeborg i gaden, hvor børnene kan have det sjovt.
I dagens anledning laves Jernbanegade om til gågade. Jernbanegade spærres fra Passagen til Sofiendalsvej samt Vestergade fra Nørregade til Jernbanegade for gennemkørsel den mellem klokken 8 og 15. Kommunen skilter med omkørsel i området.
Kommentarer