Afleverede sække med slam til kommunen

Rønnede: Teknik og Miljøforvaltningen i Rønnede fik i tirsdags overrakt 2 sække slam fra Agerstedvej i Rønnede
Kim Hedegaard, Egon Jensen og Steen Rosenkilde, alle beboere på Agerstedvej i Rønnede, afleverede i tirsdags to sække med slam til de kommunale sagsbehandlere, Anne-Mette Evind-Poulsen og Jens S. Skovmøller, på Miljø og Teknikforvaltningen, der holder til i det forhenværende Rønnede Rådhus.
Beboerne er trætte af slamlageret på Jesper Maylands ejendom for enden af vejen. Udover at lastbiler på vej til og fra slamlageret spilder slam på Agerstedvej, hvor vejens syv familier dagligt færdes, har lageret medført både lugtgener og mange fluer.
For snart tre år siden udstedte Faxe Kommune en miljøgodkendelse til Virksomheden KomTek Miljø’s slamlager. Men Faxe Kommune har på flere virksomhedstilsyn hos gårdejer Jesper Mayland konstateret at miljøgodkendelsen ikke bliver overholdt.
I mandags var Anne-Mette Evind-Poulsen på tilsyn i slamlageret. I den forbindelse lovede hun at der kommer styr på det hele. Men allerede mandag aften tabte lastbiler igen en blanding af kloakslam og husdyrgødning på vejen.
Noget af dette slam blev skovlet op i sække og afleveret til forvaltningen af vejens beboere.
Kommentarer