Afprøvning af varslingssirener den 2. maj
Hvert år den første onsdag i maj på slaget 12 tester Beredskabsstyrelsen og politiet det landsdækkende sirenevarslingssystem
Når sirenerne lyder landet over onsdag den 2. maj klokken 12, er der ikke fare på færde. Det sker for at afprøve systemet, og for at befolkningen skal lære sirenevarslingssignalerne at kende.
Under testen vil der i alt lyde tre signaler:
1. Først lyder der et varslingssignal. Varslingssignalet består af en lyd, som stiger hurtigt og derefter falder langsomt. Signalet lyder fire gange, og signalet varer i alt 45 sekunder.
2. Efter cirka tre minutter gentages varslingssignalet.
3. Efter yderligere tre minutter afgives et afvarslingssignal, som betyder, at faren er drevet over. Afvarslingssignalet består af én lang ensartet tone, som varer 45 sekunder.
Foruden den årlige test med lyd afprøves sirenerne hver nat året rundt uden lyd.
Få mere information om sirenerne Beredskabsstyrelsens hjemmeside: www.brs.dk
Sirenevarslingssystemet er de senere år brugt op til 10 gange om året. Det er især sket i forbindelse med udvikling af farlig røg og kemiske udslip. Sirenerne aktiveres i givet fald af politiet, men Beredskabsstyrelsen driver og vedligeholder sirenevarslingssystemet.
Der er opsat i alt 1078 sirener herhjemme i byer og byområder med flere end 1000 indbyggere. Sirenerne kan høres af omkring 80 procent af befolkningen.
Kommentarer