Haslev

Afskedsreception for halinspektør Peder Jørgensen

Haslev: Faxe Kommune og Haslev Svømmehal tager afsked med halinspektør Peder Jørgensen.

Peder Jørgensen går på pension efter næsten 37 års virke som halinspektør i Haslev Svømmehal. Bademester hed det godt nok, lige da Peder tiltrådte den 1. august 1979.

Peder har i øvrigt været med fra Svømmehallen blev taget i brug i sommeren 1977, de allerførste år som badeassistent. Peder kender således Svømmehallen ned til sidste flise eller håndtag på de tekniske installationer som er med til at sikre den gode oplevelse i bassinerne.

Rigtig mange har mødt Peder gennem årene og sat pris på hans venlige, imødekommende facon og engagement i – sammen med medarbejderne – at holde hallen pæn og i god stand. Det gælder borgere, børn og voksne, der er kommet i hallens almindelige åbne svømmetid, morgensvømmerne, skoleelever ved skolernes svømmeundervisning, pensionistholdene eller de mange medlemmer af svømmeklubber, dykkerklub eller andre idrætsforeninger, som er kommet i Svømmehallen gennem årene.

Peder har formelt sidste arbejdsdag den 31. juli, og selvom han skal afvikle ferie, så indgår han næsten til det sidste i vagtplanen denne sommer. Man kan næsten sige at han slutter som han begyndte sit virke i Haslev Svømmehal.

– Stor respekt og mange tak er de helt enkle ord for indsatsen gennem årene, udtaler centerchef Benny Agergaard, Center for Kultur, Frivillighed & Borgerservice om Peder Jørgensens mangeårige virke.

Benny Agergaard oplyser i øvrigt, at stafetten som halinspektør fornyelig er givet videre, idet en af svømmehallens medarbejdere, Stine Watson indtil videre er konstitueret i stillingen.

Der holdes afskedsarrangement for Peder Jørgensen fredag den 10. juni mellem 13 – 16 i gårdhaven ved Haslev Svømmehal.

Kommentarer