Agave stjålet fra gård på Atterup Overdrev
Atterup: Natten mellem lørdag og søndag er der blevet stjålet en stor havekrukke med en gammel agave fra en have på Atterup Overdrev
Faxe.nu har modtaget en efterlysning af agaven fra Karin Østerby.
Mage til frækhed skal man lede længe efter. Mine forældre bor på en gård på Atterup Overdrev imellem Dalby og Karise. Min kære gamle far har en stor lidenskab, nemlig blomster og planter.
Natten imellem fredag den 22. og lørdag den 23. juni 2012, hører min mor noget skraberi udefra, men tænker, det er nok katten – men nej.
Da de står op lørdag, mangler de en af deres højt elskede haveplanter – mine forældres stolthed, en kæmpe stor Agave i en brun stor krukke. Agaven er dem man ofte ser i syden – den er støvet grøn i bladene og kunne godt minde om en Aloe Vera. Agaven har syle spidste pigge på bladene.
Mine forældre har haft planten siden den blev født for 35 år siden. Hver sommer og vinter har de troligt slæbt den kæmpe plante ud og ind af dens vinterhi.
Der er simpelthen nogen der har været så frække at køre ned af deres lange private vej, bakke hen til planten med en ladbil og stjålet den.
Gården ligger som beskrevet, nede af en privat vej og man kan ikke se alle deres flotte planter fra vejen af. Så det er simpelthen nogen der har vidst at den stod der.
Tænk at man vil være bekendt at frarøve et par ældre mennesker deres store stolthed.
Jeg håber inderligt at der er nogen der læser dette og tænker – det var da pudsigt at min nabo har fået sådan en stor plante fra den ene dag til den anden – eller at dem som har taget den, har så dårlig samvittighed over at have taget den, at de sætter den tilbage igen.
Der er vel ingen der kan sidde og nyde synet af en plante, som man har tyvstjålet.
Jeg vil lige minde tyven om, at en Agave blomstrer, når den er ca. 40 år – så blomstrer den med den flotteste kæmpe store blomst og så dør den – så det er ikke lang tid du vil kunne nyde din tyvekost.
Husk også at den ikke kan tåle frost – så du skal placere den frostfrit om vinteren.
Jeg vil godt udlove en dusør på 500 kr, hvis nogen finder den.
Der kan sendes billede til mig på 2889 9266.
Tyveriet er anmeldt til Sydsjælland og Lolland Falsters politi.
Faxe.nu bringer efterlysninger fra Faxe-området. Oplysninger og fotos sendes pr. e-mail til tip@faxe.nu. Det er gratis.
Kommentarer