Haslev

Akkordarbejde anvendes for sjældent i malerfaget

Akkordarbejde anvendes ikke mange steder i malerfaget mere. Det skal der gøres noget ved. Malerfaget bliver mere konkurrencedygtigt, og både kunder og malere er vindere.

Fagforeningerne er med til at bremse akkordarbejdet

Konsulent i Dansk Byggeri, Malersektionen, Henrik Bau håber, at akkordarbejde bliver mere udbredt i malerfaget igen: “Akkordarbejde er med til at gøre malerfaget konkurrencedygtigt og lette prissætningen, men det anvendes efterhånden alt for sjældent. Jeg tror malermestrene holder igen med at anvende akkordarbejde fordi de procentsatser, der anvendes for opmålergebyr er for høje. Jeg mener, at fagforeningerne er med til at bremse anvendelsen af akkordarbejde pga. de høje satser. Det er en ærgerlig udvikling, som vi skal have vendt. Akkordarbejde er nemlig både en fordel for kunderne og for malerne. Malerne får typisk højere lønninger pga. højere effektivitet, og kunderne kan nøjagtigt se, hvad de betaler for. Og så kan akkordarbejde være med til gøre faget mere konkurrencedygtigt.”

Dansk Byggeri Malersektionen tilbyder kurser

En af måderne til at få flere akkordarbejder i fremtiden er større kendskab til, hvordan akkorderne udregnes og styres. Derfor tilbyder Dansk Byggeri Malersektionen sammen med Malernes Fagforening Lygten et firmarettet kursus til akkorholdere/formænd i malervirksomhederne. Kurset gør det lettere at komme i gang med akkordarbejde og afholdes hos den enkelte virksomhed.

Den første virksomhed, der har deltaget på kurset er Malerfirmaet H. Friedmann & Søn i Gentofte, og Jesper Kokholm, Malermester og ejer af virksomheden siger om kurset: “Vi har haft meget ud af at deltage på kurset. Vores formænd har fået en god forståelse for, hvordan de styrer tiden på de forskellige akkorder. Det er ofte der modstanden ligger, fordi det kan være vanskeligt at styre de mange svende på de forskellige akkorder. Kurset har medvirket til, at vi har fået udviklet et nyt system til registrering af tid på de enkelte entrepriser, og det ser ud til at virke.”

Henrik Bau fra Malersektionen tilføjer: “Vi opretter gerne flere kurser, hvis medlemmerne ønsker det, og jeg vil personligt anbefale det.”

Malerselskabet A/S anvender akkordarbejde

En af de malermestrer, der altid anvender akkordarbejde er Allan Jensen, der er ejer og Malermester i Malerselskabet A/S. Allan Jensen udtaler: “Vi anvender altid akkordarbejde på vores entrepriser. Det gør det nemmere at beregne priser på byggesagerne, og malerne får højere lønninger, som jeg synes er helt rimeligt. De overtager jo selv en del af styringen på projekterne og står i højere grad på mål for det de laver. Er der fejl skal de rette det inden for akkorden, og derfor skal de selvfølgelig også have højere lønninger. Jeg ved, at vores malersvende er meget glade for akkordarbejdet.”

Kommentarer