Allehelgen-mindegudstjeneste i Terselv Kirke
Terslev: Tilværelsen bliver aldrig den samme, når først man har mistet et menneske, der var tæt på.
Søndag den 6. november klokken 16.00 afholdes der en helt særlig Allehelgen-mindegudstjeneste i Terslev Kirke.
– Vi tænder lys for den, DU har mistet, lover Bo Scharff, præst i Terslev og han fortsætter:
– Sorgen kan være hvileløs og stilheden larmende. I kirken henter vi ro og stilhed, så vi kan give og modtage venlighed, kærlighed og omsorg.
Under gudstjenesten vil der blive tændt lys for dem, vi har mistet i løbet af året, og der vil være ekstra sang og meditativ musik.
– Går vi ind i sorgen og stilheden finder vi dog før eller siden den ro og stilhed, der bringer os tættere på os selv og de mennesker, som er tilbage. Vi bliver klar over, at vi har brug for hinanden og det fælles liv, der er større end os selv, forklarer Bo Scharff og fortsætter:
– Vi bliver mere åbne med os selv og vores følelser, fordi vi erfarer, at de ikke bare kan skæres bort – de er selve kærlighedens kræfter – og repræsenterer en ubrydelig del af os selv.
– Døden i sig selv er meningsløs, og det er som om sorgen trækker kræfterne ud af os. Lidt mindre meningsløst bliver det måske, når vi erfarer, at sorgen trækker i os med kærlighedens kræfter. At sorgens styrke ofte svarer til den kærlighed, som vi havde til den, der gik hen og døde for os. Eller svarer til, hvor meget vi ønskede os kærlighed fra den, vi nu endegyldigt har mistet.
Hjerte rimer på Smerte
– Kristendommens symbol – korset – bærer denne sandhed i sig. Hjerte rimer på smerte – kærligheden i denne verden må før eller siden lære at miste. Når vi ved det – og har følt sorgen på vores egen krop (det kan også være sorgen over noget, vi har mistet i os selv), da lærer vi det knuste hjertes visdom. En visdom, som kan deles og bringe liv til det åbne og respektfulde fællesskab, som ingen kan leve uden.
– Fællesskabet og ritualerne i kirken kan være helende og hjælpe med at holde os fast på det gode liv – det fælles liv, hvor vi sætter ord på vores sårbarhed.
Der vil være ekstra musik ved kirkens musikere.
Efter Gudstjenesten er menighedsrådet vært ved en kop kaffe i våbenhuset, og der vil være lys til at sætte på gravene.
Begge kirkens præster medvirker og kan kontaktes forudgående eller bagefter (tilmelding ikke nødvendig): Erhard Westenberg på telefon 5120 7206 eller e-mail esw@km.dk og Bo Scharff på telefon 6013 5522 eller bosc@km.dk.
Kommentarer